Foruden nye tømmedage kan 105.000 husstande forvente en større renovationsregning i de kommende år. Pressefoto

Foruden nye tømmedage kan 105.000 husstande forvente en større renovationsregning i de kommende år. Pressefoto

Prisstigning på vej til aarhusianerne:

Ny affaldskontrakt over 10 millioner kroner dyrere om året

105.000 husstande i Aarhus Kommune kan forvente øgede renovationsudgifter i 2019

Af
Danni Paulsen

Aarhus Kommune har hyret et nyt firma til at håndtere indsamlingen af affald fra de aarhusianske hjem, efter RenoNorden bad om at blive løst fra sin kontrakt på grund af konkursrisiko.

Ændringen betyder ikke blot, at flere af husstandene får nye tømmedage, men de kan også forvente at skulle have flere penge op af lommen.

Kommunen kan endnu ikke afsløre et specifikt beløb, men ifølge Lene van der Raad, chef for Genbrug og Energi, må man forvente 'en mindre prisstigning' i det nye år.

Afløseren for RenoNorden er HCS, der holder til i Trige.

Markant dyrere

Tal, som Lokalavisen Aarhus har fået fra kommunen, viser, at HCS-aftalen har en samlet værdi på 242,7 millioner kroner. Kontrakten løber fra 1. november 2019 til april 2023 for dagrenovation og oktober 2023 for glas/plast/metal og papir/pap.

"Vi prøver selvfølgelig altid at få så lave priser som muligt på de ydelser, som vi vurderer, der er brug for," fastslår fra Lene van der Raad.

Lokalavisen har også fået indsigt i aftalen med RenoNorden, og dens samlede værdi var cirka 2,6 millioner kroner mindre, men var til gengæld gældende fra oktober 2017.

Ifølge Lokalavisens beregninger er HCS-kontrakten på månedsbasis 866.339 kroner dyrere, og det beløber sig til godt 10,4 millioner kroner om året.

"Kommunen har lavet et udbudsgrundlag, hvor der er betingelser og vilkår, og dem har vi vurderet og prissat, som vi plejer. Vi kunne ikke have gjort det billigere," siger Mads Frederiksen, adm. direktør i HCS, om kontraktens størrelse.

Ifølge Lene van der Raad er det de berørte husstande, der kommer til at betale for den øgede udgift.

100 kroner om året

Cirka 105.000 husstande i kommunen får hentet affald, så den nye aftale svarer til en øget udgift i omegnen af en 100-kroneseddel om året pr. husstand.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det bliver det endelige facit for borgerne, fortæller Lene van der Raad.

"Der er også mange andre udgifter samlet set, som udgør det, man betaler for at få indsamlet sit affald. Der kan også være priser på andre ting, der ændrer sig - eksempelvis hvad det koster at behandle affaldet efterfølgende. Der er rigtig mange forskellige beløb, som påvirker den samlede pris for kunden, men indsamlingen er en af dem."

Vil de andre ting, der ikke vedrører HCS-indsamlingen, så stige eller falde i pris?

"Det kan jeg ikke fortælle om endnu. Men jeg synes, at du skal bide mærke i, at Aarhus stadig er et af de steder i landet, hvor vi har en rigtig lav takst i forhold til andre. Og det forventer jeg, at den bliver ved med at være."

Når den samlede økonomi for affaldsordningen er på plads, skal det hele godkendes i byrådet. Først herefter ligger det fast, hvor stor regningen for borgerne bliver.

Byrådets godkendelse plejer at falde sidst på året.

Kontrakterne:

    HCS betales 146.488.184 kroner for at indsamle dagrenovation fra 1. november 2018 til 31. marts 2023.

    HCS betales 96.211.388 kroner for at indsamle glas/plast/metal/papir/pap 1. november 2018 til 30. september 2023

    RenoNorden skulle betales 153.150.915 kroner for at indsamle dagrenovation fra 1. oktober 2018 til 31. marts 2023

    RenoNorden skulle betales 86.963.220 kroner for at indsamle glas/plast/metal/papir/pap 1. oktober 2017 til 30. september 2023

Publiceret 26 October 2018 11:55

SENESTE TV