Gazellepris og ny partner til tegnestue i Aarhus: "Vi rider på en god bølge"

Trine Berthold indtræder som tredje partner hos Loop Architects

Den aarhusianske tegnestue Loop Architects har netop fået Børsens Gazellepris og udvider nu med partner nummer tre, arkitekt Trine Berthold, der kommer fra en partnerstilling hos Schmidt Hammer Lassen Architects.

"Vi rider på en god bølge lige nu, hvor vi ikke blot skal holde momentum, men fortsat bevæge os fremad. Derfor udvider vi partnerkredsen," siger partner Mette Nymann i en pressemeddelelse fra tegnestuen, der holder til i Klosterport.

Mette Nymann etablerede Loop Architects for syv år siden og inddrog Morten Nymann som partner i 2015. Med Trine Bertholds indtræden som partner har tegnestuen nu 14 arkitekter og konstruktører.

Loop arkitekterne har fokus på bæredygtighed i forhold til økonomi og byggematerialer og ikke mindst social bæredygtighed, der handler om at skabe arkitektur, som skaber tryghed, nye mødesteder og fællesskaber i samfundet.

"Som jeg ser det, er fællesskabet i samfundet i dag udfordret, og der er brug for at forstærke det på tværs af alder, køn, indkomst og ikke mindst etnicitet. Jeg ser rigtig mange muligheder for at transformere og revitalisere eksisterende offentlige byggerier, for eksempel kulturhuse, skoler og biblioteker i Danmark. Det er rum, som har stor betydning for vores udvikling af samhørighed og fællesskab, da stederne ikke er kommercielle, og de er åbne for alle," siger den nye partner Trine Berthold.

Loop Architects har blandt andet arbejdet med udviklingen af boliger til Nye, den nye by ved Lisbjerg nord for Aarhus. Her er ambitionerne høje på miljøets vegne: For eksempel renses alt spildevand og regnvand i byen og føres tilbage til boligerne gennem et renseværk, som Loop arkitekterne ligeledes er arkitekter på. Fællesskabet er også højt prioriteret, idet husene eksempelvis ikke har egne haver. Mellemrummene mellem husene er i stedet fællesareal, hvor der skal være fælles drivhuse og dyrehold som høns og kødkvæg.

LoopArchitects er blevet præmieret med tre kommunale arkitekturpriser i Syddjurs (2018), Aarhus (2015) og Vejle (2013).

jr

Publiceret 22 October 2018 09:37

SENESTE TV