Præsteklumme:

Nu skal vi snart i lys-terapi…

Af
Marianne Rothmann Bonde

sognepræst i Elsted Sogn

Præsteklumme Mange af os gruer for den mørke tid af året, vi nu går i møde. Mørket omkring os kalder jo så let på mørket i os, og svigt og afmagt og knuste drømme bliver så underlig nærværende. Det kan gøre det svært at bevare forventningen til livet, og så let som ingenting gribes vi af mismod, manglende overskud og vinterdepression. Det sker for flere og flere af os. Lægerne anbefaler blandt andet lys-terapiens helbredende kræfter. Og de kan hjælpe os et langt stykke, men et sårbart sind kræver også lys fra et langt større sted.

Et sådan lys kan min lillebror berette om. På et tidspunkt havde han en nødvielse på sygehuset af et familiemedlem. Egentlig skulle vielsen først have fundet sted tre måneder senere, når det barn, det unge par ventede, var blevet født. Forventningerne hos parret var store. Ikke mindst hos gommen, der allerede som 15-årig mistede begge sine forældre af cancer. Glæden over en ny familie kendte selvfølgelig heller ingen grænser.

Men pludselig bliver den vordende mor syg og føder 11 uger for tidligt. En lille dreng. Og det viser sig nu, at hun har en meget fremskredet cancer. Derfor den hurtige nødvielse på sygehuset.

Det blev – trods smerten – et dejligt bryllup. Den lille fik tre dråber vand i kuvøsen og kom til at hedde Christian. På sygestuen havde sygeplejersker dækket et fint bryllupsbord. Og så ligger bruden igen i sin seng, og hendes far holder tale… Det blev ikke den tale, han allerede var ved at forberede til det oprindelige bryllup. Men det blev en meget stærk og god tale.

Brudgommen holder også tale. Og han taler om forventninger. Ikke om alle de skuffede og bristede. Nej, han taler om dem, de endnu kan nå at indfri. Forventningen og håbet om, at moren kan nå at holde den lille dreng, når han kommer ud af kuvøsen. At hun måske endda kan nå at komme hjem nogle timer, så de kan prøve at være en familie. Ja, og han taler til sin elskede om den største forventning af alle. Den, der er knyttet til fremtiden i den lille. For drengen bærer jo deres fælles kærlighed videre. Den, der er stærkere end døden, så de to aldrig helt skal skilles ad.

Og sådan blev der - midt i mørket, sorgen og knuste drømme - holdt bryllupsfest. For der var noget, der var større og stærkere end mørket den aften. Vorherre selv. Ham, der med sin kærlighed lover at bære alt det for os, vi ikke selv magter at bære, så vores kærlighed og forventning til livet kan vokse sig større end vores tab og nederlag. For Vorherre endte det jo ikke på Golgata. Skuffelserne og nederlagene var ikke slutningen på det hele. Tværtimod. I Ham sejrede livet over døden til sidst. I opstandelsens mægtige lyshav påskemorgen.

Det var i dette selvsamme lys en ung mand fandt trøst og styrke, da han kort efter lagde sin unge kone i graven. Og det er i dét lys, vi fortrøstningsfuldt skal forvente os alt godt af dagene, der kommer, også nu hvor vi går årets mørke tid i møde.

Publiceret 20 October 2018 06:00

SENESTE TV