Aarhusiansk gymnasiepige skal til VM på den anden side af kloden

Om en måned skal Lyseng-kæmperen Lærke Kamp Pedersen til VM i taekwondo i Taiwan

Af
Martin Jørgensen

Lærke Kamp Pedersen, Lyseng Taekwondo Klub, er netop udtaget til sit tredje VM i træk.

Lærke, der er i gang med sit femte år på Dansk Taekwondo Forbunds Tekniklandshold, er udtaget i Team-kategorien sammen med to landsholdsveninder.

"Jeg er virkelig spændt, og jeg glæder mig helt vildt. Det bliver mega fedt," siger Lærke Kamp Pedersen, som har opnået flotte resulater i samtlige opstillede discipliner til sensommerens internationale stævner.

VM er helt specielt

Taekwondo-talentet har været afsted til VM to gange før. 2014 og 2016 Peru og Mexico.

"Der er en helt speciel atmosfære til et VM, og niveauet er rigtig højt. Derudover er stemningen helt vildt god, og man føler, at man er en del af et større fællesskab til de her kæmpe turneringer," fortæller den unge taekwondokæmper, som sammen med omkring 30 andre drager til Taipei 9. november.

"Det giver en helt særlig holdfølelse, at man er afsed som et samlet hold," siger Lærke Kamp Pedersen, som håber, at der kommer mange tilskuere på lægterne.

"Taekwondo er kæmpestort i Taipei, så jeg håber, at det kan tiltrække mange mennesker. Det er en rigtig stor taekwondo-nation, så jeg håber, at der kommer omkring 1000 mennesker - det kunne være fedt."

Ambition om finalen

Til VM i 2014 blev det til bronze, mens det i 2016 blev til en skuffende femteplads.

"Det er et helt nyt team, som er afsted sammen. Men vores mål er at komme i finalen, som betyder, at man automatisk ender i top otte."

Helt konkret går Lærke Kamp Pedersen ind på banen sammen med to andre i det, der hedder team-kategorien. Her har man en serie, som indeholder spark, håndteknikker og stande. Holdene starter med 10 point, når de kommer på gulvet, og herefter er det op til syv dommere at vurdere kæmperne.

"De trækker ét point fra, hver gang man laver en fejl, og så bliver vi rangeret med de andre lande efter, hvem der scorer højst."

Til dagligt går Lærke Kamp Pedersen i 2.g på Marselisborg Gymnasium, så de ni dage i Asien skaber lidt problemer på den front.

"Det kunne godt have lagt bedre. Vi har en del store opgaver, men jeg har fået lov til at udsætte det til, når jeg kommer hjem, så skolen har været meget fleksibel," fortæller Lærke Kamp Pedersen.

VM finder sted i Taipei, Taiwan fra den 15. - 18. november. For at afklimatisere og blive stævneklar, tager Lærke og landsholdet afsted den 9. november.

Publiceret 14 October 2018 10:00

SENESTE TV