Morten Højen Larsen forventer, at en ny kunstgræsbane i Skødstrup kan blive indviet om to år. Arkivfoto

Morten Højen Larsen forventer, at en ny kunstgræsbane i Skødstrup kan blive indviet om to år. Arkivfoto

Udsigt til kunstgræs i Skødstrup

Fodboldformand jubler over kommunal håndsrækning, der gør kunstgræsbane i Skødstrup mulig om to år, vurderer han

Af
Kim Skovrup Andersen

Faciliteter Om to år er det slut med at køre helt til Rønde for at komme på kunstgræs, hvis man er fodboldspiller fra Skødstrup SF. Presset på kommunens kunstgræsbaner er stort, og derfor har klubbens 700 medlemmer været nødsaget til at tage til Djursland for at spille på kunstgræs.

Men nu ser det ud til at lysne, efter Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), nu vil sørge for, at der kommer seks nye baner i stedet for tre. Og blandt dem er Skødstrup SF altså udvalgt til at få økonomisk støtte på cirka tre millioner kroner.

"Vi er super glade for at være kommet på listen. Og vi ligger endda øverst på den prioriterede liste. Lige så skuffede vi var over ikke være kommet blandt de tre første, lige så begejstrede er vi nu. Det er ikke kun fodboldafdelingen, der kommer til at nyde godt af en ny kunstgræsbane, men også de andre sportsgrene, fordi de nu får mulighed for mere haltid, som fodbolden har taget," siger formanden for Skødstrup SF's fodboldafdeling Morten Højen Larsen.

En kunstgræsbane koster et sted mellem 4 og 4,5 millioner kroner, og derfor skal klubben have indsamlet penge.

"Vi har været i gang i et stykke tid og mangler cirka en million kroner. Men det tror jeg ikke bliver svært, for med støtten fra kommunen er vi tæt på vores mål, og det bliver langt lettere at søge fonde og få lokale sponsorer til at give penge til en kunstgræsbane," fastslår formanden, der håber og satser på at kunne indvie en ny kunstgræsbane i Skødstrup om to år.

"Nu venter der en opgave for vores klub, og det er meget vigtigt, at vi løser den på en klog måde," siger Morten Højen Larsen.

Publiceret 10 October 2018 09:00

SENESTE TV