Splinterny multihal kan ikke tages i brug: Vandskade udsætter indvielsen

Mårslet Multihal skulle være taget i brug fra slutningen af september, men en vandskade har gjort det umuligt

Af
Martin Jørgensen

Det har været en kamp i mere end et årti at få en multihal i Mårslet. 29. september var der tilmed officiel indvielse af de splinternye faciliteter, som hele lokalsamfundet har glædet sig til at tage i brug. Der er dog ét problem. Hallen har fået en vandskade, og den kan derfor ikke bruges.

"Vi startede på at arbejde for at få en multihal tilbage i 2006, og nu står den endelig klar. Og så er det selvfølgelig rigtig ærgerligt, at en vandskade skal ødelægge, at vi kan bruge den," siger Kurt Kirkedal Laursen, som er formand for Mårslet Multihal og tilføjer:

"Det, der generer os lige nu, er, at vi ikke kan finde ud af, hvem der skal betale. Om det skal være vores forsikringsselskab eller entreprenørens."

Halvgulvet kan, hvis alt går efter planen, blive taget op i løbet af oktober. Først herefter venter en lang periode med udtørring i hallen, som kan tage fire-fem uger.

"Jo længere tid der går, jo mere træls bliver det, for der er allerede planlagt en masse aktiviteter for en masse børn og unge," siger formanden.

Tre undersøgelser

Der skal foretages tre forskellige undersøgelser af multihallen. Først og fremmest skal skadens omfang fastlægges. Her skal man finde ud af, hvor meget af gulvet, der skal udskiftes. Derudover skal der laves en TV-inspektion af renvandsledninger og dræn for at finde ud af, om disse er udført som projekteret. Slutteligt skal en opgravning langs gavlen af hallen konstatere, om kældervæg er korrekt forseglet.

"Undersøgelsen kommer til at foregå i denne uge, men vi har ingen anelse om, hvorvidt det bliver færdigt," fortæller Kurt Kirkedal Laursen.

Alle parter er enige om, at der ikke skal lægges nyt gulv, før man har sikret sig, at en vandskade ikke kan opstå igen. Det betyder, at eventuelle ydre arbejde på kældervæg, regnvandsledninger og drænsystem skal være lavet og afsluttet, inden der bliver lagt et nyt gulv.

Dette var synet, der mødte Kurt Kirkedal Laursen og andre i projekt Multihal i Mårslet, der har fået en vandskade.

Dette var synet, der mødte Kurt Kirkedal Laursen og andre i projekt Multihal i Mårslet, der har fået en vandskade.

Når det nye gulv er lagt, følger en periode med montering af det sidste sportsudstyr, herunder fastgørelse af ribber, forankringspunkter til net og mål samt yderligere udstyr og opstregning af halgulvet på ny.

"Hallen kommer først til at blive taget i brug i 2019, hvis vi skal være realistiske, men hvis man skal være optimister, så håber vi selvfølgelig, at det kan ske før. Men det er lige så meget hele usikkerheden omkring det hele, der er ærgerlig."

Positive oplevelser

Den endelige syns- og skønsrapport forventes tidligst at ligge klar i løbet af oktober. Herefter kan man så komme i gang med udbedringen. Indtil da er det dog stadig muligt at bruge det nye motionscenter og de nye sale, hvor der eksempelvis dyrkes yoga. Noget, der har tiltrukket mange mennesker.

"Der er stadig ting, vi skal glæde os over, selvom hallen ikke kan tages i brug endnu. Det er faktisk gået bedre, end vi har budgetteret med, så det er en positiv ting at tage med," siger Kurt Kirkedal Laursen.

Også indvielsen og TMG's 150 års jubilæum forløb godt, hvor mange var mødt op for at se byens nye faciliteter.

"Folk er, ligesom os, ærgerlige over multihallen ikke kan tages i brug, men de har taget det utroligt pænt og får tingene til at glide alligevel."

Publiceret 10 October 2018 10:00

SENESTE TV