Chefredaktørens klumme:

Uansvarligt budgetarbejde

Af
Claus Krogh

Uansvarligt. Så præcist kan det beskrives, når talen falder på byrådets systematiske brug af jubelbudgetter i et valgår. I sidste uge bragte Lokalavisen Aarhus en artikel, der beskrev og dokumenterede, at vi her i kommunen har og har haft et byråd, der ganske systematisk gav i pose og sæk, når kommunens budget skulle lægges forud for et kommunalvalg. Frygten for ikke at blive genvalgt overskyggede ansvarsfølelsen i forhold til at lægge et realistisk budget.

For så året efter at skulle igennem en større sparerunde for at dække over jubelbudgetterne. Jubelbudgetter, der ifølge professor i kommunaløkonomi Kurt Houlberg, ikke kun er noget byrådet i Aarhus opererer med. Som om det skulle være en formildende omstændighed. Det er det ikke. Det er stadigvæk uansvarligt.

For Aarhus betød det sparekrav i henholdsvis 2006, 2010, 2015 og 2018 på 410, 362, 52 og 241 millioner kroner. Med al den usikkerhed det giver hos borgerne og hos kommunens egne ansatte. Det er et roulettespil af den anden verden.

Et er så, at byrådet generelt kan kritiseres for en uansvarlig tilgang til at lave budgetter i et valgår. Noget andet er så, når de selvsamme byrådsmedlemmer frasiger sig ansvaret for at have stemt for jubelbudgetterne - velvidende, at man skulle igennem en spareøvelse året efter.

I artiklen citeres Venstres medlem af byrådet i snart 17 år Gert Bjerregaard for at sige: "Jeg kan kun appellere til, at man undgår jubelbudgetter og i højere grad tager hensyn til kommunens økonomi, end at man står og gerne vil genvælges. Jeg synes, byen fortjener en mere afbalanceret budgetperiode uden de store udsving."

Kære hr. Bjerregaard: Hvorfor i alverden stemte du så selv for budgetterne i 2005, 2009, 2013 og 2017? Det er hyklerisk dobbeltmoral at stille sig op nu efter selv at have været med til at stemme for budgetterne og opfordre til at undgå jubelbudgetter.

Lokalavisen Aarhus ville gerne have haft borgmester Jacob Bundsgaards (S) kommentar til artiklen om jubelbudgetterne, men vanen tro kan vi ikke få fat i borgmesteren, når der skal stilles kritiske spørgsmål.

Publiceret 09 October 2018 10:00

SENESTE TV