Illustration af den nye hovedindgang i Den Gamle By

Illustration af den nye hovedindgang i Den Gamle By Illustration: Cubo

Den Gamle By: Ny hovedindgang flyttes ned mod Ceres-krydset

Ny hovedindgang binder Den Gamle By bedre sammen med Aarhus

Den Gamle By får en ny hovedindgang ned mod Ceres-krydset og dermed nærmere byen end den nuværende hovedindgang, der ligger længere oppe ad Viborgvej.

Det oplyser Den Gamle By på sin hjemmeside, hvor museet skriver, det har været vigtigt, at den nye hovedindgang åbner sig mod byen. Den nye hovedindgang binder Den Gamle By bedre sammen med Aarhus, og museet bliver en del af 'kulturstrøget' fra Musikhuset og Aros over Godsbanen til Væksthusene i Botanisk Have.

Der bliver nemmere adgang for handicappede, og de mange nye parkeringspladser under Ceres-byen kommer gæsterne til gode.

Den Gamle By vendes rundt

Med den nye hovedindgang får gæsterne en helt anden begyndelse på museumsbesøget end hidtil. Det bliver den genkendelige tid i bydelen fra 1974 og gaden fra 2014, som gæsterne først ser.

Hermed bliver den nye hovedindgang afslutningen på det kæmpe fornyelsesprojekt, der opstod som en vild idé helt tilbage i 2001 og er blevet ført ud i livet med støtte fra A.P. Møller Fonden.

"Det er meget glædeligt, at Den gamle Bys 1974-kvarter er blevet så stor en succes. Med den nye ankomstbygning, der byder varmt velkommen og skaber bro til byen, vil endnu flere forhåbentlig blive tiltrukket og få en god og lærerig oplevelse på hele museet," siger Henrik Tvarnø, direktør for A.P. Møller Fonden.

Aarhusarkitekter

Den nye hovedindgang er tegnet af aarhusianske Cubo, som vandt arktiektkonkurrencen med i alt fem deltagere.

"Vi er meget stolte og beærede over, at vi nu er udpeget som endelig vinder af arkitektkonkurrencen, og som lokale Aarhusarkitekter opfatter vi det som en særlig anerkendelse nu at få mulighed for at sætte et afgørende aftryk på vores by," siger Bo Lautrup, partner og arkitekt i Cubo.

Hos Cubo har koblingen til Den Gamle Bys historiske bymiljø været en udfordring og inspiration. Den tætte tilknytning til Anton Rosens ikoniske Aarhus Pavillon har haft afgørende indflydelse på konkurrenceforslagets arkitektoniske udformning og ideen om trækonstruktionen i det transparente skrin.

Den nye hovedindgang forventes at stå klar til at tage imod gæster i 2021.

jr

Publiceret 09 October 2018 08:55

SENESTE TV