25-årige Malou Lassen oplever, at hendes medvirken i 'Ku godt må godt' har medført, at folk kigger efter hende på gaden.

25-årige Malou Lassen oplever, at hendes medvirken i 'Ku godt må godt' har medført, at folk kigger efter hende på gaden. Foto: Jonas Wrede Hansen

Efter populært DR-program:

Folk har bedt Malous kæreste om at droppe hende

Ungt kæreste-par fra Aarhus får flere henvendelser, efter de har medvirket i kontroversiel dokumentarserie på DR

Af
Jonas Wrede Hansen

Man kan nærmest ikke invitere folk mere ind i sit privatliv, end det Malou Lassen og Alex Andersen gør i den meget omdiskuterede DR-dokumentarserie 'Ku´ godt må godt'. I fem afsnit fortæller de to aarhusianere helt åbent om, hvordan de lever deres parforhold, hvor både Malou Lassen og Alex Andersen dater andre, selvom de to er enige om, at de skal giftes med hinanden.

Deres åbne forhold har ikke kun skabt stor debat flere steder på internettet, men har også øget opmærksomheden på de to aarhusianere, når de færdes i offentligheden.

”Der er helt sikkert folk, der kigger efter mig. Både på studiet og på gaden. Nogen kommer også hen og siger noget, men jeg har kun oplevet, at folk siger pæne ting på gaden,” lyder det fra Malou Lassen til Lokalavisen Aarhus.

Får beskeder på Facebook

Tonen er dog noget anderledes på Facebook. Her har folk været ret grove i kommentarsporene til flere opslag om programmet på diverse mediers sider og på DR's egne Facebook-sider, og et fåtal har endda skrevet nogle ret personlige beskeder i indbakken til de to hovedpersoner i serien.

”Alex har vist fået to beskeder fra folk, der har prøvet at overtale ham til at gå fra mig. Langt de fleste beskeder har været positive. Jeg tror i forhold til, hvor mange han har fået, så er to af dem dårlige. Det forsvinder lidt i mængden,” lyder det dog fra Malou Lassen, som ikke tager de vrede udbrud på de sociale medier så tungt.

Malou Lassen startede på nyt studie i sommer. Hun oplever, at folk kigger efter hende, når hun er på universitetet, men det er de færreste, der 'tør' at komme hen til hende.

Malou Lassen startede på nyt studie i sommer. Hun oplever, at folk kigger efter hende, når hun er på universitetet, men det er de færreste, der 'tør' at komme hen til hende. Foto: Jonas Wrede Hansen

"Jeg har ikke rigtig læst kommentarsporene på Facebook. Nogle gange har jeg ikke kunnet undgå det, fordi jeg er blevet tagget i en kommentar, og så ser man jo lige nogle af dem. Jeg har ikke siddet og gennemlæst dem,” fortsætter Malou Lassen om de negative kommentarer.

Ville skabe debat

I stedet er hun ret begejstret over, at der også er mange, som har valgt at sende positive beskeder til hende og Alex Andersen omkring det at leve i et åbent forhold.

"Det er megafedt. For det var jo det, vi gerne ville. Vi ville jo gerne i kontakt med andre. Både folk i åbne forhold, og folk, der kan genkende nogle af de ting, vi oplever,” fortæller Malou Lassen, som også forklarer, at de valgte at medvirke i dokumentar-serien, fordi de gerne ville sætte fokus på åbne forhold.

Det , synes Malou Lassen, er lykkes ret godt, og hun har da også modtaget beskeder fra folk, som efter at have set programmerne er blevet inspireret og har fået et andet billede af det at leve i et åbent forhold.

”Der er også nogen, der skriver til mig, at hvis de havde levet i et åbent forhold, så var de nok ikke gået fra hinanden,” fortæller hun.

Dokumentar-serien 'Ku' godt må godt' kan ses på DR's hjemmeside.

Publiceret 07 October 2018 11:00

SENESTE TV