Foto: Mostphotos

Foto: Mostphotos

Slut med lappeløsninger: Marselis Boulevard får en ordentlig overhaling

13 dages asfaltarbejde står for døren på en af byens mest befærdede strækninger

Teknik og Miljø lægger ny asfalt på Marselis Boulevard fra onsdag aften i denne uge og 12 dage frem. En forbedring af vejen, som både trafikanter og naboer kommer til at mærke.

De seneste år har Teknik og Miljø jævnligt lappet huller på den befærdede strækning, hvor tonstunge lastbiler dagligt lægger et stort pres på asfalten.

Det såkaldte slidlag, som er det øverste lag asfalt, er slidt, og i stedet for flere lappeløsninger, bliver hele vejen nu asfalteret, oplyser Teknik og Miljø i en pressemeddelse.

Arbejdet har afventet en endelig beslutning om Marselistunnelen, men da denne lader vente på sig, bliver forbedringerne nu gennemført.

Asfaltarbejdet påbegyndes onsdag aften, og der vil 12 dage frem blive arbejdet fra klokken 18-5 på hverdage og klokken 6-16 i weekenderne for at genere trafikken mindst muligt.

Mindst ét spor vil være åbent i begge retninger i hele perioden.

”Vi kan ikke trække arbejdet længere med tanke på vejens betydning for trafikken til Aarhus Havn og naboerne i området. Trafikanterne kan se frem til en mere behagelig køretur, og naboer vil opleve mindre støj, når vi er færdige,” forklarer Thomas Skov, ingeniør i Teknik og Miljø.

Den nye asfalt vil desuden sænke C02-udledningen, fordi rullemodstanden bliver mindre, hvilket sænker trafikanternes brændstofforbrug.

April-november er højsæson for udskiftning af slidlag, og Marselis Boulevard er derfor blot én af i alt 80 veje, som enten skal have eller har fået ny asfalt.

Planen er, Teknik og Miljø i år lægger cirka 55 kilometer ny asfalt på eksisterende veje.

Grenåvej, Ormslevvej og Nordre Ringgade har alle fået ny asfalt for nyligt, mens de kommende måneder byder på en række mindre strækninger.

dp

Publiceret 01 October 2018 13:13