Morten Mølkjær kan smile over en fin sæsonstart for Aarhus Fremad i 2. division. Senest med en sejr over nedrykkerne fra Skive og en nuværende placering som nummer syv. Blot to point fra en sjetteplads, der er klubbens målsætning for. Foto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

Morten Mølkjær kan smile over en fin sæsonstart for Aarhus Fremad i 2. division. Senest med en sejr over nedrykkerne fra Skive og en nuværende placering som nummer syv. Blot to point fra en sjetteplads, der er klubbens målsætning for. Foto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

Lokalt pokal-brag:

Fremad-træner drømmer om at slå sin gamle klub

Aarhus Fremad møder AGF i pokalturneringen. Cheftræner vil gerne levere overraskelse

Af
Kim Skovrup Andersen

Onsdag bliver der skrevet endnu et kapitel i aarhusiansk fodboldhistorie, når Aarhus Fremad og AGF mødes på Ceres Park i pokalturneringens tredje runde.

Gennem årene har lillebroren fra Nordbyen været i stand til at drille storebror. Især når de tørnede sammen i 1990erne i den bedste danske fodboldrække. Derfor har der sikkert også været nogle fodboldnostalgikere, som har slikket sig om munden, da det blev offentliggjort, at de hold skulle møde hinanden.

"Kampen fylder meget her i klubben. Der kommer folk ind på kontoret her på Riisvangen som jeg aldrig har mødt før og snakker om kampen og alt det historiske ved den. Alle går og glæder sig og håber og krydser fingre for, at vi kan lave et godt resultat mod AGF som tidligere," siger Aarhus Fremads cheftræner Morten Mølkjær.

”Jeg blev rigtig glad, da jeg hørte, vi havde trukket AGF. Jeg tror sågar, jeg råbte ud i lejligheden derhjemme, da jeg sad og så lodtrækningen. Det er jo den sjoveste modstander, vi kunne trække. Det er en stor kamp for Aarhus Fremad, og det er lang tid siden, klubberne har spillet mod hinanden i en betydningsfuld kamp. Jeg tror den seneste gang var i en pokalkamp i 2012, som var en af Peter Graulunds sidste kampe for AGF, hvor han scorede sit mål nummer 100," siger Mølkjær om det lokale pokalbrag.

Senest Aarhus Fremad og AGF mødte hinanden var i 2012 i pokalturneringen. Her vandt AGF 0-3 på et mål af Peter Graulund. Arkivfoto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

Senest Aarhus Fremad og AGF mødte hinanden var i 2012 i pokalturneringen. Her vandt AGF 0-3 på et mål af Peter Graulund. Arkivfoto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

Otte år på Fredensvang

For Mølkjær bliver pokalkampen ret speciel, fordi han har haft sin græsgang i klubben på Fredensvang i otte år i alt. Både i talentsamarbejdet som assistent og cheftræner for både U15 og U17-holdene, men han har også været med omkring reserveholdet.

AGF-tiden kulminerede med en DM-titel sammen med U17-holdet i 2017. En titel, der var med til at gøre ham endnu mere interessant for andre klubber. Aarhus Fremad var en af dem, og 2. divisionsklubben fra Nordbyen gav ham et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

"Det bliver også en sjov kamp, fordi jeg har den historik i AGF, jeg nu har. Så det bliver sjovt at spille mod klubben, og så se om vi kan lave en overraskelse. Det bliver nok lidt flere følelser, end der plejer at være. På den gode måde. Jeg går jo og smiler nu, når vi snakker om det. Og så bliver det noget andet at stå på Aarhus Stadion. Det er noget alle mine spillere og jeg går og drømmer om," lyder det fra Fremads cheftræner.

Riisvangen fravalgt

Som lavest rangerede klub havde Aarhus Fremad oprindeligt hjemmebanefordel mod AGF, men Aarhus Nord-klubben havde vanskeligt ved at løfte opgaven sikkerhedsmæssigt, og derudover ville det også blive dyrt med et lysanlæg, som er påkrævet, når det er en TV-kamp.

”Jeg er selvfølgelig lidt ærgerlig over, at det ikke kunne lade sig gøre at spille pokalkampen hjemme på Riisvangen, men det ville være en kæmpe udgift for os at skulle spille kampen hjemme. Rent sportsligt skulle denne kamp mod AGF gerne give et boost. Mine spillere har været rigtig gode til at levere tæt på deres maksimale hver gang, og der er blevet leveret rigtig gode præstationer med unge spillere, der tager store skridt," siger Mølkjær og oplyser, at truppens gennemsnitsalder ligger på 22-23 år. Endda med flere eks-AGF'ere.

"De glæder sig til at skulle møde deres gamle klub. De her drenge vil også gerne vise, at de godt kan spille fodbold, selv om de har fået ophævet deres kontrakter med byens største fodboldklub og er kommet op til os i Nordbyen," fortæller han og fortsætter:

"Vi går 100 procent efter at levere en overraskelse, og vi skal nok være der. Jeg håber, at der kommer mange tilskuere. Vi vil gøre vores til, at folk får en god oplevelse.Vi vil ikke kun stå og forsvare os. Vi vil gerne frem og gå til stålet," lover Morten Mølkjær.

Den lokale pokalkamp fløjtes i gang på onsdag klokken 18.30 på Ceres Park.

Publiceret 25 September 2018 15:00

SENESTE TV