23-årige Cecilie fra Risskov er årets kokketalent

Cecilie Hundevad Andersen har vundet talentpris på 50.000 kroner

Cecilie Hundevad Andersen fra Risskov har vundet Danmarks største talentpris for kokke, Brønnumprisen på 50.000 kroner, som hun var nomineret til sammen med fire andre kokke i Vestdanmark.

"Det er ikke helt gået op for mig endnu, at jeg har vundet prisen og de 50.000 kroner. Jeg er uden tvivl meget beæret og glad, for konkurrencen var virkelig hård, da jeg var oppe imod fire meget dygtige og passionerede kokketalenter," siger Cecilie i en pressemeddelelse fra Oluf Brønnums Fond.

"Prisen vil give mig mere selvtillid, et større gåpåmod og hjælpe mig til ikke at være så tilbageholdende, når det kommer til at vise min faglighed og mit talent."

Oluf Brønnums Fondens Talentpris er indstiftet for at imødekomme et politisk ønske om at flere unge burde søge en erhvervsuddannelse.

Anders Brønnum-Schou sammen med vinderen.

Anders Brønnum-Schou sammen med vinderen. Pressefoto

"Man kan filosofere meget over, hvorfor ikke flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Måske er det påvirkninger fra ens nærmeste omgivelser, måske uvidenhed, ja, måske fordomme. Vi tror i hvert tilfælde på, at denne talentpris vil synliggøre erhvervsuddannelserne, endda tilføre lidt prestige, hvis vi er heldige," fortæller Anders Brønnum-Schou, der er bestyrelsesmedlem i Oluf Brønnums Fond og administrerende direktør for Oluf Brønnum & Co A/S.

Brønnumprisen uddeles hvert år både i Øst- og Vestdanmark til en nyudlært kok med et talent ud over det sædvanlige.

Cecilie er udlært fra Restaurant Fru Larsen i Langå under køkkenchef Tommy Friis. Hun bestod tidligere i år kokkesvendeprøven med en guldmedalje.

jr

Publiceret 25 September 2018 10:52

SENESTE TV