Klar på rekordtid: Nyt motorvejsspor åbner tirsdag

Nyt motorvejsspor på E45-strækningen mellem Skanderborg S og Aarhus S i nordgående retning åbner over en måned før tid

Først til november var det planlagt, at det nye motorvejsspor på Østjyske Motorvej fra Skanderborg S mod Aarhus S skulle åbne. Men vejarbejdet på motorvejen er blevet færdiggjort i rekordtid, og dermed kan bilisterne glæde sig over at kunne bruge tre spor i nordgående retning allerede tirsdag. Det oplyser Robin Højen Madsen, projektleder hos Vejdirektoratet, til TV2 Østjylland.

"Det er på rekordtid, at vi har fået det ekstra spor på 15 kilometer motorvej klar. Vi begyndte at genere trafikanterne i midten af januar, og nu åbner vi så i nordgående retning," siger han til mediet.

Dermed kan bilisterne, der kører i nordgående retning på strækningen, forhåbentlig se frem til mindre køkørsel.

"Jeg håber, at trafikanterne ikke oplever kø omkring Skanderborg som normalt, og at der bliver hurtigere fremkommelighed," fortsætter Robin Højen Madsen til TV2 Østjylland.

Det tredje spor i sydgående retning forventes at åbne om 14 dage.

jwh

Publiceret 24 September 2018 17:27

SENESTE TV