Modelfoto: Mostphotos.

Aarhusiansk studie: Migræne kan behandles uden medicin

Nogle migræne-patienter kan helt droppe medicinen ved at bruge en nyudviklet inhalator. Det viser et pilotstudie, som Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital står bag

Der er rigtig godt nyt til folk, der lider af migræne. I hvert fald hvis resultaterne fra et nyt pilotstudie foretaget af Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital viser den generelle effekt af en nyudviklet inhalator.

Ved at få flyttet lidt rundt på kroppens egne molekyler gennem en lille inhalator kan visse migrænepatienter enten skære ned på medicinen eller undlade den helt. Det viser det aarhusianske pilotstudie, der netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cephalalgia, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Det er patienter, som lider af migræne med aura, der er blevet undersøgt i studiet. Det vil sige folk, der får føle- eller synsforstyrrelser, inden den smertefulde hovedpine sætter ind. 11 patienter deltog ifølge pressemeddelelsen i pilotstudiet, der nu skal følges op af et stort klinisk forsøg.

En af forfatterne er civilingeniør og ph.d. Troels Johansen, der lavede forsøget som en del af sin ph.d hos Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Hovedpineklinikken på Aarhus Universitetshospital.

”Vi bruger CO2 og ilt, som er kroppens naturlige molekyler til at mobilisere kroppens eget forsvar mod migræneanfald. Inhalatoren udvider de blodårer, der forsyner hjernen med ilt med op til 70 procent og stopper dermed den destruktive kædereaktion,” siger Troels Johansen i pressemeddelelsen og tilføjer, at virkningen af behandlingen begynder efter få sekunder.

Vil gerne nå flere patienter

Pilotstudiet er udført fra 2016-2017 på 11 patienter i den før omtalte migræne-gruppe. Blandt resultaterne var, at effekten på smertelindring steg markant for hver brug af inhalatoren. 45 procent fik effekt første gang, og det tal steg til 78 procent anden gang.

”Forsøget viser nogle meget markante fysiologiske effekter i kroppen,” fortsætter Troels Johansen i pressemeddelelsen

Eftersom pilotforsøget begrænser sig til migræne-patienter, der får føle- eller synsforstyrrelser, inden den smertefulde hovedpine sætter ind, og kun er udført på 11 patienter, planlægger Troels Johansen nu at gennemføre et stort klinisk forsøg, der omfatter flere forskellige migræne-patienter.

jwh

Publiceret 24 September 2018 20:15

SENESTE TV