Modelfoto: Mostphotos

Aarhusiansk forskning bekræfter:

Cannabis virker mod depression

Et forskerhold fra Aarhus Universitet og São Paulo Universitet har påvist, at stoffet cannabidiol fra cannabisplanten virker effektivt mod depression. De har testet det på rotter og mus

Cannabis-komponenten cannabidiol (CBD) reducerer depressionssymptomer hos rotter og mus. Og behandlingen virker tilmed hurtigt og længe. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Det er et af resultaterne fra et studie, som professor Gregers Wegener fra Institut for Klinisk Medicin,Aarhus Universitet, og Aarhus Universitetshospital, Risskov, sammen med professor Sâmia Joca fra São Paulo Universitet i Brasilien står bag.

Cannabis-planten bliver ofte kædet sammen med rusmidlet hash, men selv om stoffet CBD også stammer fra cannabisplanten, bliver man hverken afhængig eller skæv af det. Cannabis består af omtrent 600 forskellige komponenter, og det er stoffet THC, der har euforiserende virkning.

”Vores vigtigste fund er, at blot en enkelt dosis ren CBD er meget effektivt i dyr med depression. Det fjerner symptomerne allerede samme dag, og så er der en gavnlig effekt af stoffet i en hel uge efter,” siger Gregers Wegener i presemeddelelsen.

Det er det første større dyrestudie af, hvad der helt konkret sker i hjernen og centralnervesystemet ved depression, når man bliver behandlet med CBD, og det er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Molecular Neurobiology.

Studiet viser blandt andet, at rotter og mus med depressionslignende adfærd, der behandles med CBD-indsprøjtning, får flere kontaktpunkter mellem nervecellerne i hjernen og bliver raske. Desuden påpeger studiet vigtigheden af bestemte molekylære systemer i hjernen, der har betydning for netop den udvikling.

Nuværende medicin er ineffektiv

Der går normalt tre til fire uger, før den almindelige depressionsmedicin virker. 50 procent bliver ikke helt raske, selv om de oplever en forbedring, og på 30 procent af patienterne virker medicinen slet ikke.

Desuden kan de almindelige stoffer medføre en række alvorlige bivirkninger som blandt andet nedsat sexlyst og angst.

”Den eksisterende antidepressive medicin er ikke god nok, så der er altså virkelig behov for nye måder at tænke på. Her kan svaret være CBD,” siger professoren og tilføjer, at CBD tilsyneladende ikke har nogle særlige bivirkninger, som man skal være opmærksom på.

Forskningen fortsætter

Forsøg på mennesker er allerede i gang hos den brasilianske samarbejdspartner, men for at behandlingen kan blive alment udbredt og godkendt i Europa, er der brug for flere studier, og derfor er der et tidsperspektiv på mindst fem år.

”Vi skal lave mere grundforskning for at finde ud af, præcis hvordan CBD virker i hjernen, og vi skal vise, hvor effektivt det her er. Vi skal også undersøge nærmere, hvornår stoffet kan stå i alene som behandling, og hvornår det skal tages som supplement til almindelig antidepressiv medicin,” siger han.

Gregers Wegener har fået 2,5 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsråd til at dykke nærmere ned i emnet, og er herudover i gang med en række yderlige ansøgninger.

jwh

Publiceret 19 September 2018 10:12

SENESTE TV