Risskov-bokser slår til igen:

Lolenga Mock i afgørende kamp i Tyskland

Lolenga Mock skal bokse WBC-eliminatorkamp i Tyskland 15. september

Af
Kim Skovrup Andersen

"Hør efter nu, Mock: Det her er ikke normal sparring. Du skal slappe lidt af. Du er fuldstændig forberedt. Vi skal ikke tage nogle chancer, hvor vi dummer os eller laver noget uheldigt. Alt er så perfekt, som det skal være. Forstår du? I går op nu og hygger jer med sparring. Du må gerne arbejde hårdt, men forstå nu hvad det drejer sig om. Det er alvor. Du har faktisk ikke behov for at sparre flere omgange. Vi har behov for finpudsning nu og ikke spor andet."

77-årige Ivor de Lima er yderst klar i spyttet over for sin bokser, Lolenga Mock, denne fredag formiddag i Champs Camp Aarhus i Sverigesgade.

Om godt og vel en uge er modstanderen ikke klubkammeraten Amre Allman, men Avni Yildirim.

Den 15. september tørner Risskov-bokseren Lolenga Mock nemlig sammen med den noget yngre tyrkiske bokser Avni Yildirim. Der er tale om en såkaldt WBC-eliminatorkamp, om retten til at møde verdensmesteren i supermellemvægt ved promotor Sauerlands stævne i Ludwigshafen, Tyskland.

"Det her er mit livs kamp. Jeg har ventet og kæmpet for denne her mulighed i 27 år, og den er et vigtigt skridt på min vej til at blive verdensmester, så denne her kamp betyder selvfølgelig meget for mig," fortæller Lolenga Mock, inden den sidste sparring.

Forud har den 46-årige bokser trænet tre måneder med WBC-eliminationskamp for øje. Alderen har ikke noget at sige i den sammenhæng:

"Alder for mig er bare et tal. Hvis man bare har viljen, kan man gøre det, og det har jeg. Min modstander er god, stærk og 27 år gammel. Vinderen bliver den, der er mest sulten. Og det er jeg. Jeg har kun en mulighed, og det er at vinde. Min krop er klar til at bokse 12 runder," fastslår han.

Er i form til 15 runder

"Mock kan gå 15 runder, hvis det skal være. Alder betyder ingenting. Han har aldrig været mere afslappet og rolig. Det har været fantastisk at træne Mock op til denne kamp. Det er som om, det hele er faldet på plads. Motivationen i hans øjne er helt tydelig, fordi det her måske kan være den sidste kamp som professionel. Det kan jo være sidste gang, han skal bokse sådan en kamp," siger den lige så rutinerede træner Ivor de Lima og tilføjer:

"Som atlet er han en fantastisk knejt. Han hopper ikke over, hvor gærdet er lavest, men går den hårde vej og den vej han får besked på at gå af mig. Vi er utrolig godt forberedte. Vi kan dårligt vente med at komme i gang i kampen."

Det er Mocks vigtigste kamp i sine 27 år som professionel, da han har drømt om at blive verdensmester, siden han måtte flygte fra sin hjemland Zaire for 21 år siden. Som 25-årig var Lolenga Mock i gang med en lovende bokse-karriere i hjemlandet Zaire, da livet pludselig ændrede sig for altid.

Borgerkrigen rasede i landet, og under et oprør mod landets præsident blev Mocks familie brutalt myrdet, mens han selv må flygte til Kenya for at redde sit liv. Som FN-flygtning kom han til Danmark i 2003, og han har været bosat i Risskov de seneste ti år med kone og børn og er blevet dansk statsborger. Drømmen om at vinde en VM-titel blev genoplivet for et par år siden, da han kommer under den legendariske promoter Mogens Palles vinger. Og det som veteranbokser med nu elleve sejre.

Og hvad hvis du taber. Er det så slut med boksekarrieren?

"Den mulighed har jeg ikke. Jeg har kun en mulighed, og det er at vinde kampen," lyder det igen fra en storsmilende og selvsikker Lolenga Mock.

Publiceret 15 September 2018 06:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.