Sognepræst Elisa M. Wejse, Harlev-Framlev

Sognepræst Elisa M. Wejse, Harlev-Framlev

Præsteklumme:

Varmen strømmer os i møde

Af
Af sognepræst Elisa M. Wejse

Harlev-Framlev

Det er efterhånden en del år siden, vi mistede en af vor tids største digtere, nemlig Halfdan Rasmussen. På hans kone, Signes gravsten lod han indgravere

”Al din varme gav du fra dig da du døde

og nu strømmer den os levende i møde”.

Selv om et menneske dør og bliver kold, så er der stadig en varme, der kan strømme os levende i møde – gennem minder, gennem synet af et foto, gennem stolen, der står efterladt i hjørnet af stuen. Det er en varme af kærlighed. For selvom en person dør, så lever kærligheden videre. Og ofte er det sådan, at hvor der er megen sorg og savn hos de efterladte, er det, fordi der også har været meget kærlighed.

Der er opstandelse i den varme – for kærligheden lever videre. Den strømmer os levende i møde, og vi kan ikke bare slå den ihjel. Varmen sidder i os, vi bliver varme om hjertet, når vi tænker på den, der er gået bort. På søndag i kirken møder vi de to søstre Martha og Maria, der har mistet deres bror Lazarus. Varmen fra ham brænder stadig i dem, og da de møder Jesus bliver de harme over den uretfærdighed, der er i, at Lazarus er død. Og også Jesus brast i gråd, for Lazarus var hans gode ven, og det pinte ham at møde alles sorg. Varmen – kærlighedens varme strømmede også ham levende i møde og viste sig som tårer.

Men her kom en, som var stærkere end døden. Jesus sagde om sig selv: ”Jeg er opstandelsen og livet, den der tror på mig, skal leve, om han end dør”. Lazarus blev vækket til live af ham og kom fortumlet vaklende ud af gravhulen. Det kommer vi nok ikke til at opleve med vores kære afdøde. Dog har vi det håb i kristendommen, at en dag strømmer kærligheden os levende i møde i form af opstandelsen. Der er trøst i, at vi skal ses igen med vore kære på den anden side. Dér hvor kærlighedens varme varer ved til evig tid.

Publiceret 15 September 2018 07:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.