Disse tre klubber står til at få en kunstgræsbane

Kulturrådmanden vil gerne give flere klubber en kunstgræsbane

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad har i dag sat navn på de tre klubber, som han mener skal have en ny kunstgræsbane.

Hvis det står til kulturrådmanden, bliver det Lystrup IF, Fuglebakken KFUM og AIA-Tranbjerg, der bliver begunstiget.

I alt har otte klubber søgt om at få en kunstgræsbane. De tre klubber er udvalgt ud blandt andet geografisk spredning samt kriterier, der er blevet til i samarbejde med blandt andet Idrætssamvirket og Aarhus Fodbold Forum.

”Vi har et kæmpe behov for kunstgræsbaner i Aarhus. Vi har modtaget ansøgninger fra otte klubber, der alle har brug for en kunstgræsbane. Det er dejligt, at vi nu kan glæde tre klubber, men jeg så gerne, at vi kunne imødekomme flere ansøgninger. Jeg håber derfor, at vi i den kommende uges budgetforhandlinger kan få flertal for flere kunstgræsbaner, ” siger Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelese.

DBU har tidligere lavet en undersøgelse der viser, at Aarhus i høj grad mangler fodboldbaner. Dels er der alt for få fodboldbaner i kommunen, og dels er banerne presset af, at de ikke må benyttes, når det er for vådt, for koldt eller for tørt. Derfor vil kommunen etablere kunstgræsbaner, der kan bruges året rundt og ikke ligger under for vejrgudernes luner, skriver rådmanden i pressemeddelelsen.

Byrådet tager stilling til placeringen af de tre nye kunstgræsbaner i løbet af efteråret.

jr

Publiceret 14 September 2018 13:09

SENESTE TV