Aarhusiansk gade får et ansigtsløft:

Bedre plads til ophold og cykler

Nye nedgravede affaldsbeholdere baner vejen for en roligere og grønnere Paradisgade med bedre plads til ophold og parkerede cykler

I næste uge begynder arbejdet med at nedgrave nye affaldsbeholdere til sorteret affald i Paradisgade. Gravearbejdet udnyttes samtidig til at lave flere forbedringer i gaden. Det oplyser Aarhus Kommunes Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pressefoto.

”Vi skal hele tiden prøve at optimere vores indsatser og arbejde smartere og bedre. Når vi kan samtænke både affaldshåndtering, mobilitet og den grønne dagsorden, udnytter vi vores ressourcer bedst muligt - og vores anlægsarbejde generer beboere og erhvervsdrivende i en kortere periode. Og så bliver det jo ikke ringere, når resultatet giver en bedre og smukkere by,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.

De første nye affaldsbeholdere bliver gravet ned i hver ende af Paradisgade. Hidtil har beboerne i Paradisgade været henvist til at bruge to affaldskuber ved Nørregade, når de skulle af med deres affaldssorterede glas, plast og metal samt papir og småt pap. Nu bliver der kortere vej til at komme af med sit sorterede affald, ligegyldigt hvor man bor i gaden, fremgår det af pressemeddelelsen.

I samme ombæring ombygges og forskønnes Paradisgade. Lige overfor Øst for Paradis udvides fortovet som en hastighedsdæmpende foranstaltning. Ombygningen af vejen skal også være med til at tydeliggøre, hvor det er tilladt at parkere sin bil. Det udvidede fortov giver samtidig plads til et nyt træ og en bænk. Der plantes yderligere to træer ved de nye nedgravede affaldsbeholdere på hjørnet ved Studsgade.

De nye affaldsbeholdere skal ikke tømmes så ofte - og samtidig er de hurtigere at tømme end de nuværende affaldsbeholdere. Det betyder, at færre skraldebiler skal bruge kortere tid i midtbyens gader.

jwh

Publiceret 13 September 2018 20:46

SENESTE TV