Læserbrev: Hurra for Letbanen

Læser lovpriser Letbanen efter sin første tur

Af
Jesper Højmose Kristensen

Skæring Havvej 109

8250 Egå

Tirsdag morgen afleverede jeg min bil på værkstedet i Skejby til en to-dages reparation.

Uden bil skulle jeg derpå ind til Aarhus centrum, og tidligere ville det have betydet en bustur gennem morgenmylderet.

Nu ville jeg prøve den berømte Letbane, så jeg gik de 20 minutter fra autoværkstedet til Humlehuse Letbanestation.

10 minutter senere steg jeg ombord til min første tur, og det var en oplevelse, jeg sent glemmer.

En regnfuld morgen, så toget var næsten fyldt med passagerer på vej på arbejde, skolebørn på tur til Aarhus og sådan nogle som mig, som skulle have løst en opgave i byen.

Stille og rolig i en glidende bevægelse kørte vi forbi Universitetshospitalet, gennem industriområdet i Skejby forbi Danmarks Radio ad Randersvej, Nørrebrogade og havneområdet til Dokk1, hvor jeg stod af.

Efter en kop kaffe på Dokk1 (i øvrigt et dejligt område) fik jeg ordnet mit ærinde og tog så med den sædvanlige bus hjem til Skæring (her kan man jo ikke køre med Letbanen).

Ligesom altid en blandet fornøjelse med slagsmålet mellem bus og utålmodige privatbilister på Grenåvej.

Hvor er det dog trist, at Letbanen kun kører på ganske få ruter, for det er en ganske stor og positiv oplevelse - meget ulig den stressede busoplevelse - at sidde i de lyse og luftige omgivelser i de nye flotte letbanevogne.

Kun ærgerligt at der skulle gå så mange år fra man afskaffede sporvognene i Aarhus, til man endelig tog sig sammen til at finde afløseren.

Publiceret 13 September 2018 08:20

SENESTE TV