Efter dødsbrand: Aarhus Kommune undersøger brandsikkerheden på plejehjemmene

Aarhus Kommune skal nu i gang med at undersøge brandsikkerheden på kommunens plejehjem

Brandsikkerheden på plejehjemmene i Aarhus Kommune skal gennemtjekkes. Det sker efter, at Norddjurs Kommune onsdag erkendte, at den dispensation, plejehjemmet Farsøhthus har haft fra brandreglerne, ikke var blevet givet den dag i dag, skriver TV2 Østjylland torsdag.

"I går blev jeg kontaktet af en ældre kvinde. Hun bor på plejehjem i Aarhus Kommune og var bekymret. Jeg mener, det vil være godt med et overblik over, hvordan det ser ud i vores kommune," siger Lone Hindø, byrådsmedlem i Aarhus for Socialdemokratiet, til mediet.

Hun har derfor bedt magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune om at svare på, hvorvidt kommunens plejehjem lever op til de gældende sikkerhedsregler på området. Hun vil gerne vide, om der er blevet givet dispentationer i Aarhus, som den plejehjemmet i Allingåbro fik.

Tre mistede livet i dødsbrand

Tirsdag præsenterede landets Transport-, Bygnings- og Boligminister, Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, en rapport over sikkerheden på plejecenteret Farsøhthus i Allingåbro, der viste flere sikkerhedsfejl ved dødsbranden 3. august, hvor tre ældre beboere mistede livet.

Bygningschef i Aarhus Kommune, Marianne Weberg, forklarer til TV2 Østjylland, at hun er ret sikker på, at der er styr på sikkerheden hos de aarhusianske plejehjem.

"Den tid, jeg har været her, er der ikke blevet søgt om dispensationer. Jeg tvivler på, der ligger dispensationer på brandområdet. Vi har en meget striks brandopfølgning ved byggesager. Men jeg kan ikke garantere det," siger hun.

jwh

Publiceret 13 September 2018 15:30

SENESTE TV