Inden onsdagens byrådsmøde var der også demonstration ude foran rådhuset i Aarhus. Personerne på billedet har ikke nødvendigvis noget med nøglekastet at gøre.

Inden onsdagens byrådsmøde var der også demonstration ude foran rådhuset i Aarhus. Personerne på billedet har ikke nødvendigvis noget med nøglekastet at gøre. Foto: Rasmus Laurvig/Byrd

Unge aktivister kastede 1000 nøgler ned i salen under byrådsmøde

Socialistisk UngdomsFront Aarhus kastede 1000 nøgler ned i byrådssalen onsdag, da forslaget om at rive lejligheder ned i udsatte boligområder blev stemt igennem

Af
Jonas Wrede Hansen

På onsdagens byrådsmøde i Aarhus blev planen imod udsatte boliger vedtaget. Det betyder blandt andet, at ni boligblokke i Gellerup/Toveshøj skal rives ned, og at flere lejligheder også bliver fjernet i Bispehaven. Det får betydning for 1.000 familier i boligområdet, som derfor skal genhuses.

Det fik ved dagens byrådsmøde fire unge aktivister til at vise deres utrilfredshed med en meget særlig aktion. Kort tid efter, at planen var blevet stemt igennem, smed de fire aktivister nøgler fra tilskuerpladserne ned på gulvet, hvor byrådets politkere sad. Det oplyser JP Aarhus, som skriver, at de fire aktivister efterfølgende blev ført væk af en vagt. Med sig havde aktivisterne også bannere, som viste deres protester.

Ifølge en pressemeddelelse, som Lokalavisen Aarhus har modtaget, stod Socialistisk UngdomsFront Aarhus bag aktionen. I pressemeddelelsen oplyser Socialistisk UngdomsFront Aarhus, at det var 1000 nøgler, der blev smidt ned i byrådssalen. Ifølge foreningen skulle hver nøgle symbolisere hver bolig, som byrådet nu vil rive ned.

”Udover planens åbenlyse racisme, er beslutningen også absurd taget det pressede boligmarked i Aarhus i betragtning. Der er massiv mangel på boliger, hjemløsheden blandt unge er stigende i Aarhus. Der mangler især almene boliger, som er til at betale på en sygeplejerskeløn eller en SU, eller hvis man er arbejdsløs. Derfor er det forrykt at byrådet vil rive nogle af de sidste boliger, hvor huslejen er til at betale, ned,” forklarer talsperson for Socialistisk UngdomsFront Aarhus, Anastasia Kratschmer, i pressemeddelelsen til Lokalavisen Aarhus.

Demonstration udenfor rådhuset

Inden dagens byrådsmøde blev der afholdt en demonstration ved indgangen til rådhuset, som foreningen Almen Modstand stod bag. Også her var der tale om utilfredshed med planen om at rive boligblokkene ned.

Inde i salen var der dog ikke megen modstand til planen blandt byrådets politikere. Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet fik ordet som den første under debatten, og hun forklarede, at hun ser frem til få skabt nogle gode boligområder med planen.

"Når vi har peget på, at der ikke skal være udsatte boligområder i Aarhus, så er det også vigtigt for Socialdemokratiet, at vi peger frem mod at få skabt nogle rigtige gode boligområder," lød det fra hende i byrådssalen.

Selvom der var bred opbakning i byrådet til at vedtage planen, så var det ikke alle partier, som kunne sige ja. Enheldslisten sagde således nej, og partiets Keld Hvalsø stillede sig op og uddybede, at han ser en del ikke-besvarede spørgsmål i planen.

"Vi ser ikke den her behandling som en behandling, der fører i nogen som helst retning. Hverken imod demokrati eller i øvrigt imod større integration af de mennesker, som vi stadigvæk stiller på flydende isflader i forhold til: Hvor er det, de skal bo? Hvor er det, de skal leve? Hvad er det, deres fremtid skal byde på?," spurgte han ud i salen og krævede, at der blev stemt om planen.

Den afstemning viste dog ret sikkert et stort flertal for at vedtage den, og så blev der ellers kastet med nøgler fra de unge aktivister.

Publiceret 12 September 2018 18:13

SENESTE TV