Falcks ejendom med kontor i Skejby er sat til salg.

Falcks ejendom med kontor i Skejby er sat til salg. Foto: Prop.Exchange

Falck-ejendom i Aarhus sættes til salg: Prisen falder hver dag

Prisen falder 250.000 kroner hver dag, indtil ejendommen bliver solgt

Af
Jeppe Rafn

Falck Danmark har sat en stor ejendom med 1.623 kvadratmeter kontor i Aarhus til salg for 26 millioner kroner.

Ejendommen bliver solgt online på en ny måde via Prop.Exchange, hvor prisen falder med 250.000 kroner hver dag, indtil den bliver solgt.

"Prop.Exchange er en markedsplads, som vi har udviklet for at afhjælpe en situation, jeg første gang observerede i min tid som global ejendomschef for Mærsk, nemlig at tomme erhvervsejendomme kan være svære at værdiansætte og dermed svære at sælge effektivt og med ro i maven. Tomme ejendomme er frustrerende og spild af ressourcer, administrativt tidskrævende, dyre i løbende omkostninger til skatter, sikring, vedligehold med videre, og samtidig kunne værdierne investeres meget bedre i kerneforretningen. Prop.Exchange er markedspladsen, som muliggør hurtigt salg takket være det hollandske auktionsprincip, der effektivt finder den sande markedspris for en given ejendom," siger Allan Kehlet Rieck, grundlægger af Prop.Exchange, til byensejendom.dk.

Foto: Prop.Exchange

Ejendommen, Falck har sat til salg, ligger på Brendstrupgårdsvej i Skejby lige overfor Universitetshospitalet i et erhvervsområde med privathospitaler og internationale virksomheder som Vestas, IBM, MHI og Rambøll.

"Ejendommen har været udbudt traditionelt før, men er ikke blevet solgt, og derfor tages det nye værktøj nu i brug. Auktionen forventes at starte 1. oktober med en udbudspris på 26 millioner kroner og prisen sænkes med 250.000 kroner hver hverdag, indtil en køber accepterer prisen, eller man når ned på sælgers minimumspris. Den første kvalificerede køber, der accepterer prisen, 'vinder' forhandlingen om ejendommen," siger Allan Kehlet Rieck til byensejendom.dk.

"Brendstrupgårdsvej er en ejendom af høj kvalitet og med fine medarbejderfaciliteter til virksomheden med fokus på både trivsel og produktivitet. Dens effektive arealudnyttelse og gode indeklima gør den perfekt til moderne virksomhed."

Publiceret 12 September 2018 07:13

SENESTE TV