Chefredaktørens klumme:

Fantasi-millioner bliver en varm kartoffel

Det bliver spændende at følge slagsmålet på Aarhus Rådhus omkring budgetforhandlingerne og fantasi-millionerne

Af
Claus Krogh

Enten har 30 ud af 31 byrådsmedlemmer klokket så meget i det i fællesskab, at der aldrig bliver en sag ud af det, eller også er der placeret en stang dynamit under Jacob Bundsgaards borgmesterstol.

Sagen handler om de 600 millioner, der blev lagt ind i det kommunale budget i 2017. 600 millioner kroner, som blev lagt ind i budgettet på forventet efterbevilling fra Folketinget. Et enigt byråd - med undtagelse af Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen - stemte for budgettet.

Byrådet forventede altså en reform, som ville tilføre Aarhus penge. Problemet ser bare ud til at være, at det var et fatamorgana - eller fantasimillioner som Lars Boje Mathiesen allerede kaldte det tilbage i 2017. Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) sagde i sidste uge til flere medier, at ingen af de modeller, der blev regnet på i ministeriet, ville give Aarhus flere penge. Tværtimod ville en af modellerne have kostet Aarhus penge.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille påpegede desuden, at det vidste man godt på rådhuset i Aarhus, hvilket bakkes op af, at Aarhus Kommunes egne økonomer kaldte udligningsreformen for et stort usikkerhedsmoment i forbindelse med budgetforhandlingerne tilbage i 2017.

Det valgte man at ignorere i byrådet. Eller også blev man vildledt af borgmesteren, hvilket er den konklusion som Venstres byrådsmedlem i Aarhus Gert Bjerregaard, blev citeret for i BT i sidste uge:

"Jacob Bundsgaard har gentagne gange overfor byrådet i Aarhus fortalt, at den reform, der var forestående, ville falde ud til, at Aarhus ville blive begunstiget med flere hundrede millioner."

Gert Bjerregaard går endog skridtet videre og siger til BT, at han synes, det er ærgerligt, at byrådet ikke kan stole på borgmesteren.

I forhold til Gert Bjerregaards udmelding kan man godt kalde det en vis form for ansvarsforflygtigelse, da han jo var en del af byrådet, som selv hørte kommunens egne økonomer kalde udligningsreformen for et stort usikkerhedsmoment. Hvorefter han så alligevel efter eget udsagn lytter mere til, hvad borgmesteren siger. Borgmesteren kalder det taktik, at han gjorde, som han gjorde. Det bliver ganske interessant at følge det slagsmål på rådhuset.

Publiceret 11 September 2018 07:00

SENESTE TV