Jens Henrik Jensen - her fotograferet af RedStar.

Jens Henrik Jensen - her fotograferet af RedStar.

Jens Henrik Jensens fascination af ulve

Jens Henrik Jensen er aktuel med sin fjerde krimi om krigsveteranen Niels Oxen. En krimi som ikke kun byder på spænding, men også sætter fokus på selvtægt og ulvesituationen i Danmark

Af
Vicki Broue Meinertz

Oxen-krimi Navnet på Jens Henrik Jensens nye krimi er 'Lupus', og det er der en særlig god grund til. Den latinske betegnelse 'canis lupus' betyder gråulv, og ulve spiller en væsentlig rolle i bogen. Hovedpersonen Niels Oxen lever et liv alene – som den ensomme ulv - og derudover optræder der både ulve i fåreklæder og levende ulve i naturen i den kulisse, som historien udspiller sig i, nemlig den jyske hede.

”Jeg har været fascineret af ulven, lige så længe jeg kan huske,” fortæller Jens Henrik Jensen. Det er uden tvivl det dyr, jeg har brugt længst tid på at iagttage. Min fascination skyldes både kollektivets styrke og den klare hakkeorden. De er stærke, når de arbejder sammen. Samtidig er ulven et stædigt og ekstremt udholdende dyr, der let rejser 80-100 kilometer på et døgn, og som kan klare sig alene.”

Jens Henrik Jensen er ikke ny på den danske forfatterscene. Udover serien om Niels Oxen har han udgivet flere trilogier, og det lå derfor ikke i kortene i første omgang, at der skulle komme bind fire i serien om den ensomme krigsveteran:

”Jeg har egentligt aldrig sagt noget om, hvor mange Oxen-bøger, der ville komme,” siger Jens Henrik Jensen med et smil på læben.

”Men da de tre første hang sammen i én eneste lang historie, var det logisk at kalde det for Oxen-trilogien. Jeg følte mig bare slet ikke klar til at sige farvel til hovedpersonen, krigsveteran og tidligere jægersoldat, Niels Oxen. Af alle mine hovedpersoner er han den, der har størst brug for at tage en ny vej gennem livet. Han er, på en og samme tid, den, der kan allermest selv - og har allerstørst behov for hjælp. Så hvor crazy det end måtte lyde, så føler jeg en slags ansvar for at følge ham et stykke videre på vej.”

Da vi møder Niels Oxen i 'Lupus' bor han i Vangede. Han har det bedst alene, går helst kun ud efter mørkets frembrud, og han kæmper stadig med PTSD (posttraumatisk stress syndrom) efter hans udsendelser som jægersoldat. Hans eneste mål med tilværelsen er at genoprette det forhold til sin søn, den 14-årige Magnus, som nærmest er ikke-eksisterende.

Alligevel ender Niels Oxen med at sige ja til en lille overkommelige opgave for den tidligere PET-chef. En opgave, som fører ham til en gammel gård ved Harrild Hede, og der begynder ulvene for alvor at krydse Oxens spor.

Artiklen bringes i samarbejde med Politikens Forlag.

Publiceret 08 September 2018 06:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.