Skoleleder:

Lettet over, at Mårslet og Solbjerg skolerne ikke bliver slået sammen

Skolelederen på Mårslet Skole Inge Pedersen oplyser, at de må finde besparelserne i deres nuævrende råderum

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

besparelser "Vi er meget tilfredse med, at vi ikke skal lægges sammen med Solbjergskolen."

Sådan siger skoleleder på Mårslet Skole, Inge Pedersen, omkring det droppede spareforslag, hvor der var lagt op til, at skoledistrikterne skulle lægges sammen.

Forslaget går nu i stedet på, at alle skoler skal finde 0,3 procent i deres budget, og det bekymrer Inge Pedersen, også selv om skolen har en sund økonomi.

"Vi har stadig et råderum, når vi har opfyldt de lovmæssige krav, der er om at drive skole, og jeg er glad for, at vi med det droppede forslag fortsat kan bevare det lokale engagement. Min største bekymring, i forbindelse med, at vi skal spare de 0,3 procent, er centraliseringen af den administrative ledelse. Den lederopgave har kæmpe betydning for vores daglige drift - rengøringstilsyn, kantine, gode fysiske rammer og økonomiske rammer at bedrive pædagogisk ledelse på," siger Inge Pedersen.

Da Mårslet Skole har en sund økonomi og et råderum betyder det, at hun forventer at finde de 0,3 procent i selve råderummet, men hun har svært ved at se, at forslaget kan implementeres på alle skoler i Aarhus.

"Der er 25 skoler i Aarhus, der får ekstra midler for at drive skole. Nogle får faktisk op mod to millioner kroner, og jeg er bekymret på deres vegne i forhold til at skulle skære i budgettet, fordi de i forvejen har det svært økonomisk," lyder det fra skolelederen.

Publiceret 06 September 2018 13:29

SENESTE TV