Præsteklumme:

Der er håb for den, der har mistet håbet

Af
sognepræst Karen E. Huus

Gellerup

Utryghedsskabende tiggeri, ville det nok have heddet på nudansk. I hvert fald lå der en mand på sin faste plads på gågaden i 38 år. Han var ramt af en lammelse, der gjorde ham fuldstændig afhængig af andre. Dag ud og dag ind gik folk forbi ham, smed lidt penge eller mad hen til ham, og dag ud og dag ind sad han ved siden af de samme tiggere og delte dagen, drømmene og opgivelsen.

38 år med håb og tro, tvivl og fortvivlelse lå han dér, og måske blev han til sidst ramt af endnu en lammelse – nemlig den lammelse, der ikke alene rammer kroppen, men også håbet.

Midt i al elendigheden, dukker Jesus så op. Han får et godt øje til manden og går hen og siger så de ord, der kan få tæerne til at krumme sig på de fleste: Vil du være rask?

Jeg hører mig selv sige, at sådan siger man simpelthen ikke til et menneske, der jo ikke ved viljens magt kan genskabe kontrol og kraft i den lammede krop.

Det er super provokerende –men paradoksalt nok også det, der vækker mandens håb til live igen.

For her viser Gud sig som den, der ser os, når vi har mistet alt, og som den, der åbner låste døre, så livet igen kan folde sig ud.

De fleste af os kender til erfaringen af fastlåsthed, vi ikke kan komme ud af, og de fleste har også erfaringen af, at døre bliver åbnet overraskende og på trods. Der gribes ind i vores liv i stort og småt.

Vi kan ikke gøre det selv. Der er brug for nogen, der kan komme til os med det håb, vi for længst har mistet. Og der er altid et håb, som vi ikke har brugt.

Publiceret 01 September 2018 07:00

SENESTE TV