Præsteklumme: Sensommer-tanker

Af
Susanne Kristensen

sognepræst i Skødstrup Kirke

Præsteklumme Jeg håber, at den fantastiske sommer, vi har haft i år, er blevet nydt. At der er samlet kræfter til de aftner og nætter, hvor mørket lige så stille, men sikkert vil tage magten. Årstidernes skiften hører med til livet på vores breddegrader.

Hver årstid har sin charme. I september kan vi nyde den særlige blå farve, som kun september himlen har, den særlige duft som findes i skoven, når bladene falder af og formulder. Det er på denne årstid, naturen fremkommer med et væld af gyldne farver. Bøgeskoven der i maj stod smuk, nærmest selvlysende grøn, vil her i efteråret fremstå i et orgie af nuancer. Vi vil vi opleve skønne dage, hvor solen bryder frem, og hvor farverne vil være mere glødende end på noget andet tidspunkt.

Efteråret får mange følelser op i os af modsatrettet karakter: Vemod, glæde, længsel, lethed, sorg, og ro? Vi kan prøve at ryste efterårsstemningen af os ved at kalde det sentimentalitet, men vi bliver til stadighed mindet om den, når vi går uden for døren en efterårsdag. Det er vel derfor, at efteråret er en særlig årstid. Vi bliver mindet om den af morgentågen, disen, farverne, den klare skarpe luft og af tusmørkets farver. Det er intense måneder før kulde og rusk indtræffer. Vemodets og længslens årstid. Forgyldt og forgængeligt - en længsel efter, hvad der var engang, en længsel og et håb for, hvad der må komme. Ubestemmeligt og diset - og samtidig skarpt og klart, et her og nu med hele den gyldne intensitet, vi ser omkring os.

Der er noget uigenkaldeligt ved hvert eneste efterår. Og samtidig er efteråret begyndelse. For mange mennesker er afgørende nyt sket om efteråret. Mange begyndte skolen efter sommerferien. Her fik man nye venner. Voksenlivet begyndte et efterår, hvor man flyttede hjemmefra. Tænker man tilbage, tror jeg, så er efteråret for mange identisk med det nye, det der fik størst betydning i livet.

Og nu begynder efterårstiden også i kirkerne. Der vil være nye konfirmander, nye minikonfirmander, gensyn med kendte ansigter og goddag til nye. Efteråret begynder, og kirkerne vil summe af nyt liv. Efteråret er kirkeårets dagligdag, og det er jo netop i dagligdagen, at vi lever. Så derfor skal kirken ikke kun være festernes kirke og ikke kun sorgens kirke, men netop kirke i det daglige travle liv. Med alle de modsatrettede følelser, som vi bringer herhen til livets kirke.

Velkommen til et nyt efterår!

Publiceret 01 September 2018 06:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.