Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll Bille (LA)

Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll Bille (LA) Foto: Steen Brogaard

Økonomiministeren: Politikerne i Aarhus har ført vælgerne bag lyset

Der har aldrig været lagt op til, at Aarhus skulle modtage 200 millioner kroner ved en udligningsreform, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Af
Jeppe Rafn

Det var ren fantasi, da Aarhus Byråd tilrettelagde sit budget og kalkulerede med en ekstra årlig indtægt på 200 millioner kroner om året igennem en ny udligningsordning mellem kommunerne.

Det skriver Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i et læserbrev på stiften.dk.

De aarhusianske politikere har gentagne gange forklaret, at man regnede med, at Folketinget ville vedtage en udligningsreform, der ville give Aarhus Kommune en ekstra indtægt på mindst 200 millioner kroner om året.

Som de fleste efterhånden nok har hørt, blev der ikke vedtaget en udligningsreform, og Aarhus Kommune står nu og mangler de 200 millioner kroner om året, politikerne budgetterede med. Derfor har man sendt et sparekatalog i høring, der blandt andet indeholder besparelser på skoleområdet, som møder voldsom kritik.

Hvad værre er, ifølge Økononimisteren, så har der aldrig været udsigt til, at Aarhus Kommune ville få en årlig gevinst på 200 millioner kroner om året ved en ny udligningsreform. Tværtimod. Forud for en ny udligningsreform var der fem modeller i spil, der alle gav Aarhus til et tab på mellem 25 og 182 millioner kroner.

"Sidste år påpegede jeg i Altinget, at Aarhus-politikernes dispositioner var ekstra problematiske lige før et kommunalvalg, fordi de risikerede at føre vælgerne bag lyset. Og det er jo sådan, det er gået: Den røde højborg på rådhuset i Aarhus gamblede med borgernes penge, fordi den var mere optaget af at genvinde magten efter kommunalvalget end at føre en ansvarlig økonomisk politik," skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille i læserbrevet.

Publiceret 30 August 2018 06:34

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.