Beboer i Hasle, Peter Adolfsen Løhmann, håber, at afspærringen mellem Høgevej og Haslevangsvej snart kommer op igen.

Beboer i Hasle, Peter Adolfsen Løhmann, håber, at afspærringen mellem Høgevej og Haslevangsvej snart kommer op igen.

Vejspærring ophævet i Hasle:

Frygt for vanvidsbilister

En midlertidig vejspærring i Hasle er ophævet lige inden skolestart, mens effekten evalueres. Beboere frygter fornyet vanvidskørsel på villavejene

Af
Louise Nyvang Burmeister

Forælder og beboer på Bakkehegnet Peter Adolfsen Løhmann undrer sig i den grad over, at Aarhus Kommune få dage inden årets skolestart vælger at ophæve en afspærring mellem Haslevangsvej og Høgevej. Før det er besluttet, om den midlertidige vejspærring skal gøres permanent eller ej.

Han mener, at man nu risikerer at bruge penge på at pille vejspærringen ned for at sætte den op igen.

"Det er en meget mærkelig timing. Lige inden skolestart for omkring 600 elever på Hasle Skole, så fjerner man spærringen, så vi nu igen risikerer vanvidsbilister ad Østrevej og Solhøjvej, som rigtigt mange børn bruger hver dag. Man kunne i stedet have sat gang i evalueringsprocessen tidligere, så man havde truffet en afgørelse, inden den midlertidige lukning af vejen var ovre," mener Peter Adolfsen Løhmann.

I godt et år har Høgevej været spærret af, der hvor den rammer Haslevangsvej. Kun cyklister og fodgængere har kunnet passere.

"Det har været rigtigt godt. Vi har mærket markant mindre trafik og ingen vanvidsbilister. Trafikkulturen i 8210 er rimelig rådden, og før så vi nogle gange biler køre op til 80-90 km/t på de små villaveje, fordi der var nogle, der lige syntes, de havde travlt. Det var lidt vildt," siger Peter Adolfsen Løhmann.

Han fortæller, at han kender flere beboere på Østrevej, der overvejer at sælge deres hus, hvis en afspærring ikke bliver permanent.

Selv bor han på Bakkehegnet og vil ikke flytte derfra, selv om Høgevej forbliver åben mod Haslevangsvej.

"Men jeg vil da overveje, om jeg tør lade mine børn cykle i skole, og det, synes jeg, er meget ærgerligt. Det er træls ikke at føle sig trygt i ens kvarter. Kommunen arbejder ellers for sikre skoleveje så mange andre steder. Det her vil være en billig måde at løse problemet på, istedet for for eksempel at skulle sætte dyre vejbump op," mener han.

Fri for gennemgående trafik

Kommunen har nu sat gang i en høring af beboerne i området og en evaluering af effekten. Fællesrådet i Hasle har indsendt et høringssvar, der taler for en permanent lukning.

"Vejspærringen har skabt en vældig røre i området, for der er selvfølgelig forskellige holdninger alt efter, hvor man bor. Men for helhedens skyld, så mener vi ikke, der i et roligt villakvarter skal være den gennemkørende trafik, der har været. Og de tilbagemeldinger, vi har fået i fællesrådet, er, at afspærringen har dæmpet trafikken kraftigt," siger formand for Hasle Fællesråd Klaus Bendixen.

Han mener, det har været 'vanvittigt' at ophæve afspærringen, inden man har besluttet, om den skal gøres permanent.

"Jeg er nervøs for, at nu hvor man går ind i et efterår med fokus på budgetlægning og sparerunde, så sparer man den slags små anlæg væk," siger formanden.

Også formanden for skolebestyrelsen på Hasle Skole bakker op om en lukning.

"Vi fra bestyrelsen støtter en permanent lukning ved Høgevej, fordi det giver vores børn en langt mere sikker vej til skole," siger Anders Winding, der er formand for bestyrelsen på Hasle Skole, der vokser i disse år og i dag har op mod 670 elever.

"Hvis det skal hænge sammen, så vil vi gerne have, at ungerne cykler i skole. Det kan de bedst, hvis der kun er den nødvendige trafik og ikke folk, der skyder genvej. Jeg håber, at kommunen indser, at det er det helt rigtige med den vejspærring," siger Anders Winding.

Uheldig timing

Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) er enig i, at det er uheldigt, at vejspærringen blev ophævet akkurat, som kvarterets børn og unge skulle starte i skole.

"Men forvaltningen har fulgt de regler, der er for en forsøgslukning. Vi havde bemyndigelse til at spære vejen af i et år, og da det år var omme, skulle spærringen ophæves og evalueres."

Rådmanden har ikke en holdning til, om vejen fremover skal være afspærret permanent. Nu afventer han, at høringen er afsluttet, og forvaltningens evaluering er færdiggjort. Så vil han ud fra den indstilling, han får, beslutte, om trafikken skal ledes gennem eller uden om kvarteret.

"Området er meget splittet i det her spørgsmål. Der er argumenter både for og imod. Men jeg vil gerne lægge mig op ad, hvad lokalbefolkningen helst ser ske."

Hvor stor vægt lægger I på, at der er en sikker skolevej til Hasle Skole?

"Det lægger vi stor vægt på. Men man kan ikke alene spærre veje af for at sikre en sikker skolevej, vi har også et ansvar for at trafikafvikle i området," siger Bünyamin Simsek.

Når rådmanden er klar med en indstilling, skal denne behandles på et byrådsmøde.

Publiceret 22 August 2018 07:00

SENESTE TV