Modelfoto: Mostphotos

Psykiatriens Hus i Aarhus mangler penge

Magistraten behandlede mandag anlægsbudgettet for Psykiatriens Hus, men der mangler stadig penge til driften, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse

Magistraten behandlede mandag anlægsbudgettet for Psykiatriens Hus, som er et fælles tilbud mellem Aarhus Kommune og Region Midtjylland. Huset vil både rumme overnatningspladser og en vifte af ambulante tilbud i et styrket samarbejde mellem region, kommune og frivillige organisationer. På onsdag skal Byrådet tage stilling til anlægsbudgettet, men der mangler stadig syv ud af 12 millioner kroner på det kommunale driftsbudget. Det oplyser Sociale Forhold & Beskæftigelse hos Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

”Sidste år vedtog Byrådet Psykiatriens Hus, fordi det er den helt rigtige løsning for nogle af de mennesker, der har brug for både regionens behandlingstilbud og kommunal støtte og vejledning. Derfor appellerer jeg også til, at partierne vil følge projektet til dørs med yderligere driftsmidler,” siger socialdemokraten Kristian Würtz, der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, i pressemeddelelsen.

Magistratens behandling af sagen sker samme dag, hvor regeringen bebuder ekstra 100 millioner kroner til de mest syge psykiatripatienter samt børn og unge. Og hvor formanden for Region Midtjylland foreslår at afsætte 50 millioner kroner til et løft af behandlingspsykiatrien.

”Psykiatrien er for alvor kommet på dagsordenen. Det er tiltrængt, for indsatsen for mennesker med psykisk sygdom er under pres over hele linjen. Det gælder hospitalerne, de kommunale bosteder og støtten i eget hjem. I Aarhus har vi brug for at styrke hjælpen til de borgere, der får bostøtte derhjemme eller bor på vores socialpsykiatriske bosteder. Heldigvis har mange af Byrådets partier socialpsykiatrien med i deres budgetforslag. Det tyder på, at der er politisk vilje til at styrke området,” fortsætter Kristian Würtz i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 21 August 2018 09:35

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.