Aarhusiansk bageri stopper med at sælge til private

Smartbake, der har adresse i Hasselager, har lukket millionaftale, som gør, at firmaet nu udelukkende fokuserer på erhvervskunder

Nu er det slut som privatkunde at købe brød fra Smartbake, der har kontor i Hasselager. Det oplyser bagerivirksomheden i en pressemeddelelse, hvor den meddeler, at den netop har lukket en millionaftale med RetNemt Måltidskasser.

Med aftalen overdrager Smartbake salget af brød til private kunder til RetNemt, imens virksomheden fra Hasselager fremover vil fokusere på erhvervsaftaler.

"Vi stiftede selskabet med ambitionen om at innovere bageribranchen, og med vores nye aftale med RetNemt kan vi nu i endnu højere grad fokusere på at udvikle nye produkter og spændende løsninger for vores kunder og partnere," siger Steffen Bagge, medstifter og bestyrelsesformand i Smartbake Bakery Group.

Smartbake blev stiftet i maj 2017. Det hele startede som en onlineforretning til private, men er siden vokset sig til en produktionsvirksomhed med fokus udelukkende på B2B-markedet. I foråret 2018 fik Smartbake eksterne investorer ind og investerede samtidig i nye, moderne produktionshaller i Hasselager. Derudover købte Smartbake også, den økologiske brødproducent, Faber Brød.

jwh

Publiceret 20 August 2018 10:29

SENESTE TV