Arkivfoto af Tommy Seebach.

Trille, Tommy Seebach og Dirch Passer lægger navn til nye gader i Aarhus

Gader og pladser i det nye bykvarter ved Godsbanen bliver opkaldt efter kulturpersonligheder fra 1970'erne

Tommy Seebach, Dirch Passer og 11 andre får veje og pladser opkaldt efter sig på Godsbaneområdet, som er et nyt bykvarter under opbygning i centrum af Aarhus. De 13 navne repræsenterer den kulturelle og kreative udvikling, som kendetegner området omkring Godsbanearealerne.

"Denne del af Aarhus har altid haft en vigtig funktion for byen, og området har i århundreder udviklet sig og fulgt med tiden. I dag er det omdrejningspunkt for nutidig kultur, og mange af de mennesker, som skaber nye tiltag på Godsbanearealerne, er netop blevet påvirket af 70’ernes kulturscene. Derfor er det en stor glæde, at vi har fået lov til at opkalde navne og pladser efter disse 13 ikoner," siger teknikrådmand Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

Illustration: Aarhus Kommune

Disse 13 kulturpersonligheder får en vej eller plads opkaldt efter sig: Trille Nielsen, Lone Kellermann, Else Marie Pade, Tommy Seebach, John Mogensen, Thomas Koppel, Dan Turéll, Dirch Passer, Kjeld Petersen, Helle Virkner, Dea Trier Mørch, Otto Brandenburg og Bent J. Jensen.

Arbejdet med at etablere vejene er godt i gang, og de forventes klar til at blive taget brug i efteråret, oplyser kommunen. I begyndelsen bliver deres vigtigste funktion at fungere som infrastruktur for kvarterets mange byggeprojekter, som enten er i gang eller på vej.

I efteråret bliver der taget første spadestik til et nyt kryds, hvor Søren Frichs Vej møder Carls Blochs Gade. Krydset skal åbne adgangen til området og de nye veje til resten af Aarhus. Trafikanter kan for første gang bruge det nye kryds i begyndelsen af 2019.

jr

Publiceret 17 August 2018 10:01