Fra venstre Bent Clausen, formand DBU Jylland, Jesper Møller, formand DBU, kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad og borgmester Jacob Bundsgaard har underskrevet en velfærdsalliance mellem DBU og Aarhus Kommune.

Fra venstre Bent Clausen, formand DBU Jylland, Jesper Møller, formand DBU, kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad og borgmester Jacob Bundsgaard har underskrevet en velfærdsalliance mellem DBU og Aarhus Kommune. Foto: Per Ryolf

Fodbold som løftestang for velfærd: Aarhus indgår samarbejde med DBU

Velfærdsalliance mellem kommunen og DBU skal løfte sundhed og integration

Aarhus Kommune og Dansk Boldspil Union har indgået en såkaldt velfærdsalliance, der skal være med til at løse kommunale opgaver som sundhed og integration. Målet er, at flere gennem fodbold skal opleve glæde af fællesskabet og det at bevæge sig.

Aftalen indebærer blandt andet, at det to Nations League landskampe i efteråret mod Wales og Irland bliver spillet i Aarhus på Ceres Park, og at DBU tilbyder et såkaldt klubudviklingsforløb for fem aarhusianske fodboldklubber. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse

"Fodbolden spreder glæde og skaber fællesskaber hos både udøvere og tilskuere, og på den måde kan sporten være med til at løfte sundhed, integration og inklusion. Samtidig understøtter vi det store frivillige arbejde, som er hele grundlaget for, at vi er en stærk fodboldby i Aarhus," siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Med aftalen forpligter Aarhus Kommune og DBU hinanden til at skabe tættere lokale fællesskaber for frivillige, ledere og spillere i de aarhusianske klubber og for byens andre borgere.

"Sport er en enestående ramme om sunde fællesskaber. Fodboldlandsholdene samler nationen, og fodboldklubberne forener lokalsamfundene i samvær, der er godt for både krop og sjæl. Jeg glæder mig over den nye aftale, der både giver mulighed for at opleve landsholdet i Aarhus og samtidig gør både fodbolden og Aarhus til en del af noget større," siger kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad.

DBU har i forvejen indgået velfærdsalliancer med 17 andre kommuner.

"Fodbold er en motor for fællesskab. Det skal vi udnytte i en fodboldstorby som Aarhus. Ved at udvikle samarbejdet mellem klubber og kommuner kan vi i fællesskab medvirke til løsningen på mange af de udfordringer, kommunerne har i de her år på eksempelvis sundheds- og integrationsområdet. Med det nye velfærdssamarbejde skaber vi endnu bedre forudsætninger for at udbrede fodboldaktiviteter til glæde og gavn for flere," siger DBU-formand Jesper Møller.

Velfærdsalliancen mellem Aarhus Kommune og DBU:

    Aftalen gælder i fem år fra 1. august 2018 til 1. august 2023.

    Klubudviklingsforløb for fem aarhusianske fodboldklubber. DBU Jylland står for de konkrete kursusforløb, og kommunen bistår med at finde de rette klubber.

    To Nations League kampe i Aarhus i efteråret. Option på yderligere to Herre A-landskampe på markedsvilkår i kontraktperioden.

    To årlige futsal-landskampe i en hal med plads til minimum 1.500 personer.

    Årligt besøg af DBU Tour

Publiceret 09 August 2018 14:56

SENESTE TV