Få overblikket:

Det skal du opleve tirsdag ved VM i Aarhus

Skal du ned på Aarhus Ø i dag til VM i Sejlsport, så er her et overblik over, hvad du kan opleve

VM i Sejlsport er fortsat godt i gang på Aarhus Ø, hvor der foruden en masse god sejllads på havet også er rigtige mange forskellige aktiviteter i VM-området for både børn og voksne.

Her er et overblik over, hvad man kan møde, hvis man bevæger sig ned på Aarhus Ø tirsdag.

Besøg sejlbåden Oceans of Hope

Oceans of Hope har sejlet jorden rundt med en besætning af mennesker med sygdommen sklerose. Mød flere af jordomsejlerne og initiativtageren af projektet, lægen Mikkel Anthonisen, fra klokken 10.00.

Kom med på vandet

Kom med på en kort sejltur på 15 minutter i de indre havnebassiner – selvfølgelig sammen med en erfaren sejler. Sejlklubberne sætter deres forskellige både i vandet, så du får mulighed for at tage skridtet udover kajkanten. Du tilmelder dig aktiviteten i teltet på Havnepladsen, og aktiviteten starter klokken 10.00.

Bliv klogere på Stillehavets søfolk og se en af verdens hurtigste traditionelle sejlbåde

På havnen under VM i Aarhus deltager Moesgaard Museum med en pop-up udstilling om Stillehavets søfolk, og museets fagfolk vil komme sejlende i en traditionel sejlbåd fra Stillehavet. Besøg museet fra klokken 10.00.

Bliv klogere på ‘havfald’ og hvordan du kan hjælpe

Mød Havmiljøvogterne, som beretter om ”havfald” og olieforurening og deres landsdækkende kampagne for at holde havene rene. Hør også om den nye juniorklub for børn mellem 8 – 12 år, som kan blive meldt til af en havmiljøvogter. Mød Havmiljøvogterne fra klokken 10.00.

Besøg de lækre mad- og drinksboder og få en oplevelse med i købet

Der er noget for enhver smag – lige meget om du er til de store grillede burgere, til veganske alternativer eller til en god oplevelse. Du kan f.eks. blende din egen smoothie vha. energi genereret på cykel eller gå ombord på Café Sokrates, det fine gamle træskib der sejler som vinden blæser, men ofte ligger i havn ved lystbådehavnen. Ølteltet har åbent til klokken 22.00.

Disse sejlere og surfere kommer i aktion tirsdag

Nacra 17 Kl. 12.00

Med en fart på op til 55 kilometer i timen, er Nacra 17 en af de hurtigste bådtyper til VM, og her har vi følgende 5 danske par:

• Lin Ea Cenholt – Christian Peter Lübeck

• Anne-Line Lyngsø – Jakob Faarvang

• Josephine Frederiksen – Christian Justesen

• Josefine Nøjgaard – Jesper Vogelius

• Mathias Bruun Borreskov – Laura Kragh Frederiksen

Finnjolle Kl. 12.00

Finnjollen kræver stor fysisk udholdenhed, langvarig og hård træning, samt psykisk balance. Finnjollen giver sandsynligvis den reneste form for atletisk kapsejlads og tiltrækker nogle af verdens bedste sejlere, givetvis fordi den giver et sandt billede af sejlfærdigheder.Den eneste dansker, der konkurrerer i disciplinen, er:

• André Højen Christiansen

470 W (kvinder) Kl. 12.00

470-jollen er kendetegnet ved et ret simpelt design og måler netop 470 cm. Jollen sejles af to relativt små personer med gasten i trapez. Der er ingen danskere med i denne disciplin.

RS:X M (vindsurfing mænd) Kl. 12.00

RS:X er den olympiske windsurfing-klasse, og brættet kan konkurrere fra næsten vindstille til vind på 15 meter i sekundet. Brættet skyder høj fart, og der stilles store krav til sejlerens kondition og fysik. Danmark er repræsenteret af følgende surfer:

• Sebastian Fleischer

Laser standard Kl. 12.00

Laser standard er verdens mest udbredte enmandsjolle. Bådens konstruktion stiller store krav til sejlerens udholdenhed – ikke mindst evnen til at ”hænge” jollen fladt. Til at gøre det har Danmark følgende sejler:

• Christian Rost

Laser Radial Kl. 12.20

Laser Radial er den kvindelige version af laserjollen, og Danmark har i en årrække markeret sig internationalt i Laser Radial. Danmark er i Laser Radial præsenteret af følgende 4 sejlere:

• Anne-Marie Rindom

• Anna Munch

• Julie Erhardsen

• Michala Høeg Norsell

470 M (mænd) Kl. 14.30

470-jollen er kendetegnet ved et ret simpelt design og måler netop 470 cm. Jollen sejles af to relativt små personer med gasten i trapez. Der er ingen danskere med i denne disciplin.

RS:X W (vindsurfing kvinder) Kl. 14.30

Den kvindelige version af RS:X har et mindre sejl end mændenes version. Her er Danmark blot repræsenteret af en enkelt surfer:

• Lærke Buhl-Hansen

Publiceret 06 August 2018 21:12

SENESTE TV