27-årige Mahmoud Halimah kæmper for at undgå nedrivninger af boliger i Bispehaven.

27-årige Mahmoud Halimah kæmper for at undgå nedrivninger af boliger i Bispehaven.

Bispehaven går mod nedrivningsplaner:

Ny gruppe vil kæmpe for området

Kunstner og beboer i Bispehaven Mahmoud Halimah er en af aktørerne bag ny facebookgruppe, der vil inspirere de lokale til at kæmpe for deres område

Af
Louise Nyvang Burmeister

En gruppe beboere i Bispehaven har sat sig for at kæmpe mod de bebudede nedrivninger af boligblokke.

Tre blokke vil Aarhus Kommune som konsekvens af regeringens ghettopakke rive ned i Bispehaven frem mod år 2030, hvor ingen såkaldt særligt udsatte boligområder i Danmark må have mere end 40 procent almene boliger.

En forfejlet politik mener flere i Bispehaven, der nu opfordrer til, at man kæmper for at bevare området.

En af dem er 27-årige Mahmoud Halimah, der har startet først facebookgruppen 'Nej til nedrivninger Aarhus V' og nu 'Almen Modstand Aarhus'.

"Der var ingen grund til at opfinde den dybe tallerken en gang til. Så koblede vi os på Almen Modstand, der er startet i København, og lavede en Aarhus-udgave," forklarer Mahmoud Halimah, der er kunstner og beboer i Bispehaven.

Formålet med gruppen er at sætte fokus på alt det gode, der er ved Bispehaven og oplyse folk om, hvad de står til at miste.

"Det handler selvfølgelig om dialog med politikerne, men vigtigst lige nu er det at aktivere folk. Så de kan kæmpe for deres område. Det vil vi gøre ved at oplyse folk om, hvad det er, de mister ved nedrivninger og ved ghettopakken generelt. Det er der stort behov for," siger Mahmoud Halimah siddende på bænken foran fælleshuset i Bispehaven.

Inde i bygningen har han kontor, og han bruger generelt meget tid i fælleshuset på at lave arrangementer og tiltag for at fremme integrationen i området.

Han kan ikke genkende billedet af Bispehaven som en ghetto eller et parallelsamfund.

"Det går godt herude med integrationen. Vi har faktisk ikke brug for mere integration. Nu er der brug for arbejdspladser," siger den unge fotograf og iværksætter, som blandt andet har været med til at starte Bispehavens Køkken, der netop er gået fra et boligsocialt projekt til en privat virksomhed.

"Vi er 68 nationaliteter her. Det er et internationalt område, hvor folk godt kan finde ud af at leve sammen på tværs. Vi har en hel del DF'ere (medlemmer af Dansk Folkeparti, red.), som vi lever fint sammen med. Det er her integrationen foregår. Her er vi i kontakt med hinanden. Her arbejder vi på at løse problemerne," siger han.

Gellerup i dag, Bispehaven i morgen

Gennem længere tid har han forudset, at de massive forandringer, Gellerupparken gennemgår og har gennemgået siden de første nedrivninger i 2014, også ville komme til Bispehaven.

"Gellerup i dag, Bispehaven i morgen. Vi vidste, at det ville ske. Til trods for at vi gang på gang har fået at vide af både politikere og kommunale medarbejdere her i Bispehaven, at 'bare rolig, der bliver ikke revet boliger ned her', så ville det ske," siger Mahmoud Halimah.

I alt er det planen, at 318 boliger i Bispehaven skal rives ned eller omdannes. Det betyder, at knap 800 mennesker i området skal flytte fra deres hjem.

Frygten for at noget lignende ville ske, er Mahmoud Halimah vokset op med, forklarer han.

"Kommentarer som 'Gellerup og Bispehaven skal jævnes med jorden' har vi jo kunnet læse på Facebook, så længe jeg kan huske. Jeg er vokset op med den bekymring og frygt for, at vores bygninger skulle rives ned. Det viste sig så at være rigtigt," siger den 27-årige, tager et sug af sin cigaret og lader blikket vandre ud i området.

Det faktum, at nedrivninger nu også er kommet til Bispehaven, har givet ham blod på tanden:

"Det gør mig utilfreds og frustreret. Men det giver mig også kampgejst."

Tanken med nedrivningerne og byfornyelsen er at gøre Bispehaven til et bedre sted at bo - og forsøge at løse problemer, som man ikke har kunnet løse i mange år - kan de drastiske nedrivninger ikke føre noget godt med sig?

"Det er jo vores hjem, vi snakker om. Her har vi vores fællesskaber og netværk. Vi har været med til at løfte området og kæmpet for at løse problemerne gennem mange år. Nu vil man bare rive ned," siger Mahmoud Halimah og tilføjer:

"Jeg bliver boende her og vil også begraves her. Der er en fin grøn plads oppe ved vandtårnet. Ej, det er mest for at sige, at det altså ikke bare er lejligheder. Det handler om fællesskaber og kulturen herude."

Publiceret 24 July 2018 16:30

SENESTE TV