Præsteklumme:

Sten i munden

Af
Af sognepræst Erik Søndergård

Som barn hørte jeg om en dreng, der blev hyldet, fordi han var så grim, svagelig og havde en talefejl. Hans far var våbensmed og døde, da drengen var syv år gammel. Drengen besluttede at sagsøge de mænd, der forvaltede hans fars formue, så derfor måtte han blive en dygtig taler. Han studerede retorik og blev involveret i taleskrivning og politik, men det gik ikke så godt på grund af hans svage lunger, en rystende skulder og tydeligt besvær med at udtale bogstavet r.

For at overvinde sine udfordringer gik han ned på stranden, puttede små sten i munden og øvede sig i at tale, så han til sidst kunne overdøve havets brusen. Han øvede sig i at stå roligt ved at stille sig op mod et spyd, så det stak ham, når skulderen rystede. Han løb op og ned af trapper og bjerge for at styrke sine lunger. Det siges, at han klippede sig halvskaldet for at øve sig i at stå ved sig selv på trods af, hvad andre måtte sige.

Han vandt retssagen mod de tyvagtige mænd, der forvaltede arven og fik en del af sin formue tilbage. Han blev en dygtig, indflydelsesrig og anerkendt taler. Han kom til at formulere Athens udenrigspolitik i det 4. århundrede f. kr. og forstod at spidde sine modstandere, så han kaldte Alexander den Store for Den dumme dreng og den fjendtlige kong Fillip kaldte han Fillip tændstikmand.

Han forstod at udtrykke sig, så man husker hans budskaber. Det vil jeg lære, tænkte jeg, da jeg hørte historien om Demostenes, som han hed. Jeg syntes, det var sejt at kunne tale tydeligt og formulere sig, så folk lytter. Det var sejt, at han talte med sten i munden og kunne overdøve havet. Det med stenene har jeg dog ikke haft lyst til at prøve.

At tale og træde frem foran andre lærte jeg meget mere om på Pastoralseminariet, hvor de dygtige undervisere blandt andet har baggrund i retorik, skuespil og præstegerning.

”Hvad er en god præst?” spurgte jeg en gruppe mennesker, og de var fuldstændigt enige om tre ting, der har med tale at gøre:

Præsten skal være til at tale med. Præsten må ikke tale hen over hovedet på os. Præsten skal have noget sandt at sige.

For at møde de forventninger er det godt, at præster allerede på teologistudiet lærer sprog, historie og om de store tanker. Naturligvis har det alt sammen med liv og kristendom at gøre. Teologi er sat sammen af generationers erfaring med menneskelivet, fortælling og tænkning. Det er et frit, tænkende, videnskabeligt studium. Vælger man at blive præst, så får man brug for alt, hvad Demostenes lærte, selvom hverken sten, spyd eller kronragning indgår som pædagogiske værktøjer.

Det kan læres at tale tydeligt, stå frem i forsamlinger, stå roligt og have noget godt at sige. Den tidligere biskop Jan Lindhardt stammede, men blev en fantastisk taler. Nye dygtige talere er på vej. Der er en fremgang på 16 procent i antal ansøgere til teologi med førsteprioritet. Teologi er dermed den uddannelse, der på landsplan relativt har størst fremgang i forhold til sidste år. Det lover godt for de teologiske uddannelser og for den folkelige, rummelige og meningsfulde Folkekirke, der har brug for præster, der kan tale til trøst, opmuntring og livsoplysning ved vores kirkelige og kulturelle samlingspunkter.

Publiceret 22 July 2018 06:00

SENESTE TV