Præsteklumme:

Fundamentet – er det i orden?

Af
sognepræst Kirsten Stejner

Brabrand-Sdr. Årslev

I tegneserien Radiserne bygger den lille, dygtige Thomas et sandslot. Har man set mage? Så raffineret som kun Thomas kan bygge med små tårne og flotte mure og indvendige løbegange. Og så bliver det et frygteligt regnvejr, og hele hans arkitektoniske mesterværk styrter sammen og jævnes med jorden. På den sidste tegning ser man Thomas, der siger til sig selv: Man kan lære et eller andet af dette her – jeg ved bare ikke rigtigt hvad.

Det er i grunden en såre almindelig tanke at få. Når tingene ikke rigtigt vil lykkes for os, når forventningerne igen og igen viser sig at skuffe, når anstrengelserne for at gøre det rigtige igen og igen slår fejl, hvad er der så i vejen? Hvad er der galt med vore sandslotte, vores indretning af tilværelsen?

I Thomas’ tilfælde er det indlysende. Sand er ikke bæredygtigt. Når det gælder vore liv, er det straks vanskeligere at lokalisere problemet. Men Jesus holder os i Bjergprædikenen fast på, at der er et problem, og han hjælper os med at løse det ved at fortælle os, at det er klogere at bygge på klippen. – Og med det mener han, at det er klogt at bygge sit liv på Guds ord, - det kan bære os gennem hele livet, for som det siges ved dåben, så er han med os alle dage indtil verdens ende. Således funderet, ja i tro på det løfte kan vi gå ud i livet og vise omsorg for hinanden. Med Guds ord som fundament kan og skal vi bygge videre – fundamentet er i orden.

Publiceret 21 July 2018 06:00

SENESTE TV