De mange frivillige er altafgørende for, at Grøn Koncert kan blive en realitet.

De mange frivillige er altafgørende for, at Grøn Koncert kan blive en realitet. Foto: Morten Rygaard

Grøn Koncert: "I Aarhus er vi på hjemmebane"

21. juli løber Grøn Koncert af stablen, og hundredevis af frivillige skal i aktion for at gøre det til en aarhusiansk festdag

Af
Martin Jørgensen

musik Litervis af iskolde fadøl skydes ud af ølhaner, mens Aqua, Lukas Graham og Suspekt skråler i mikrofonen foran 30.000 mennesker i den danske sommervarme. Dét er opskriften på en succesfuld Grøn Koncert, når pladsen endnu engang åbnes på Marienlystvej 48 lørdag 21. juli.

For at alt dette kan blive en realitet, så kræver det en stor indsats fra de mange frivillige, og når festpladsen rykkes til Aarhus er arrangøren ekstra opsat på, at det skal blive en succes.

"Både mine kollegaer og jeg føler, at vi er på hjemmebane, når vi er i Aarhus, så det er noget helt specielt at afholde det her. Vi arbejder altid 110 procent, men vi finder de ekstra procenter, når vi afholder i Aarhus. Den skal bare sidde i skabet, når vi er på vores hjemmebane," fortæller crewchef Jacob Bostrup, der er ansvarlig for de 700 frivillige, som drager med rundt i landet.

"Aarhus er historisk set en af de største koncerter, hvor vi forventer over 30.000 gæster, og med vejrudsigten in mente, så kan det godt lykkes igen i år. Vi glæder os bare helt vildt efter helt års planlægning, og snart kan vi endelig tænde raketten og få skudt Grøn Koncert 2018 afsted."

Jacob Bostrup har sammen med sine kollegaer kontor på Kongsvang Allé 23, hvor Muskelsvindfonden hører til.

Rundt i landet

Første koncert afholdes 19. juli i Amager, inden turen går til Kolding dagen efter, mens man på tredjedagen sætter kursen mod Smilets By. Med på turen er mellem 600 og 700 frivillige, der med hver sin funktion er med til at sikre, at hjulene kører rundt.

"Vi er gode til at finde de rigtige frivillige til de rigtige pladser, hvor de føler, at de bidrager. Det er derfor, vi har så stor en procentdel af frivillige, som er kørestolsbrugere eller har funktionsnedsættelse. Vi går nemlig i dialog med folk med fysiske udfordringer for at finde ud af, hvilke opgaver, de kan varetage," siger Jacob Bostrup og tilføjer:

"Det er vigtigt, at de føler, at de er en del af festen og ikke bare med i mangel på bedre. Vi tror på, at alle kan bidrage med et eller andet, og det er vores opgave at finde frem til, hvad hvert menneske kan gå ind og gøre."

Grøn Koncert har ikke skånepladser til frivillige, som er kørestolsbrugere eller har funktionsnedsættelse. Ligesom der heller ikke er tjanser, hvor man kan nøjes med få timer.

"Hos os bliver det én til ém. Vi tænker ikke inklusion på den måde. Alle er på lige fod med hinanden."

Lav fraværsprocent

Modsat mange andre festivaler som Northside og Roskilde Festival, så har Grøn Koncert en meget lav fraværsprocent blandt de frivillige, fortæller Jacob Bostrup:

"Fem ud af 700 dukker ikke op til deres vagt hos os. I vores optik kan man som frivillig altid melde afbud. Om det er et halvt år eller en halv time før, betyder ikke noget. Der kan altid ske noget i privaten, som gør, at man ikke har mulighed, ressourcer eller overskud til at være med. Og det er helt okay med os."

Man kan som frivillig selv vælge, om man vil deltage på hele turen i alle 12 byer eller kun tage med til udvalgte. Og der er altid stor tilslutning af frivillige, som også bliver behandlet rigtig godt.

"Vi adskiller os på den måde, at man får alt betalt, når man er hos os. Der er ingen udgifter. Vi sørger for bustransport fra de største byer i Danmark til koncertpladsen, og så dækker vi fire måltider om dagen inklusiv drikkevarer."

Derudover nævner Jacob Bostrup det store informationsflow som én af grundene til, at man holder folks interesse ved lige og sørger for, at de glæder sig til festivalen, som også Jacob Bostrup ser meget frem til.

"Jeg glæder mig så meget til den første koncertplads, hvor busserne med frivillige begynder at rulle ind. Den summen, når de lander på pladsen er som at se køer komme på græs for første gang."

Konkurrence

    Lokalavisen Aarhus sætter fem gange to billetter til Grøn Koncert på højkant.

    For at deltage i konkurrencen skal du besøge www.aarhus.lokalavisen.dk og tilmeldte dig nyhedsbrevet.

    Vinderne udtrækkes torsdag 19. juli og vil få direkte besked.

Publiceret 16 July 2018 10:00

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.