Vurdering: Udskiftningen af skandaleplader på Dokk1 har kostet 26 mio. kr.

En syn- og skønsforretning har bekræftet, at det var nødvendigt at udskifte de problematiske MgO-plader. Aarhus Kommune har en udvidet forsikring og forventer, at den dækker udgifterne i den endnu uafklarede sag

Af
JONAS HVID

JP AARHUS

Skandalepladerne er for længst skiftet ud, og udgifterne er efterhånden ved at være kendte. Men hvem der skal betale for renoveringen af aarhushistoriens dyreste anlægsprojekt, DOKK1, er fortsat uafklaret.

»Der har været afholdt syn- og skønsforretning i sagen, som har bekræftet, at det var helt nødvendigt at udskifte pladerne. Men nej, der er endnu ikke videre afklaring i forhold til ansvar,« lyder det i et skriftligt svar fra Finn Bruun Ravnsbæk, projektchef i Aarhus Kommunes Urban Mediaspace, som Dokk1 er en del af, da JP Aarhus beder om en status i sagen.

Som tidligere afdækket i JP Aarhus blev der under opførelsen af Dokk1 brugt såkaldte MgO-plader som vindspærreplader, der sidder bag aluminiumspladerne på facaden.

Disse plader – som også er benyttet i en række andre byggerier landet over for bl. a. at holde vinden ude – er uegnede til det danske klima, fremgår det af en rapport fra 2015 lavet for Byggeskadefonden. Pladerne har nemlig vist sig at suge fugt med risiko for at danne rust og råd.

Således havde de også medført omfattende skader på Dokk1, der har kostet 1,9 mia. kr. at bygge, kunne Teknologisk Institut fastslå i maj 2016 efter at have undersøgt forholdene. Der var fugtskader, potentiel svampevækst og påbegyndte skader på øvrige bygningsdele, fremgik det af rapporten fra Teknologisk Institut, der anbefalede, at MgO-pladerne snarest muligt blev udskiftet.

Aarhus Kommune rejste krav over for totalrådgiveren arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen Architects samt entreprenøren NCC og var i første omgang tilbageholdende med at begynde at udskifte pladerne, før forsikringsforholdene var på plads, og før der var en afklaring af, hvem der skulle betale regningen for udskiftningen.

Men i juli indhentede kommunen tilbud på renoveringen og underskrev i september en kontrakt med facadeentreprenøren Kai Andersen A/S om inden den 1. maj 2017 at udskifte samtlige 6.400 kvm vindspærreplader. Prisen lød på ca. 24 mio. kr.

Skandaleplader: Aarhushistoriens dyreste anlægsprojekt bliver pakket ind i stilladser i otte måneder

Finn Bruun Ravnsbæks bud er, at prisen for udbedringsarbejdet kommer til at lande på 26 mio. kr. inklusiv omkostninger til rådgivning, projekt, fagtilsyn mv. samt de uforudseelige udgifter:

»Det endelige anlægsregnskab er endnu ikke aflagt, men umiddelbart vurderer jeg, at den samlede omkostning til udskiftningen af pladerne vil ende på cirka 26 mio. kr.«

Projektchefen kan endnu ikke sige noget om, hvornår det er afklaret, hvem der skal betale regningen, og hvornår sagen er lukket. Han henviser til, at problemet med MgO har ramt mange byggerier landet over. Således afventer kommunen nogle prøvesager, som kører i øjeblikket.

»Det afhænger af, hvornår vi kender resultatet af prøvesagerne, og hvornår vi kan få afgjort denne sag ved en voldgift,« siger Finn Bruun Ravnsbæk.

Og hvad kommer sagen så til at koste Aarhus Kommune?

»Det afhænger af det videre forløb, og hvordan de forskellige prøvesager falder ud. Men Aarhus Kommune har tegnet en udvidet all risk-forsikring, så umiddelbart bør udskiftningen ikke koste kommunen noget,« lyder det fra projektchefen.

Niels Højberg, stadsdirektør for Aarhus Kommune og formand for styregruppen for Urban Mediaspace, har også tidligere vurderet, at kommunen er dækket ind med sin udvidede forsikring og vil kunne sende regningen et andet sted hen.

Dog sagde han i august 2016 i forbindelse med indhentningen af tilbud på udskiftningen, at »det faktum, at der allerede nu er skader på bygningen, gør, at andre forhold også kan komme ind forsikringsmæssigt. Hvordan det puslespil ser ud, tør jeg simpelt hen ikke give et bud på.«

Publiceret 15 July 2018 12:45

SENESTE TV