Sognepræst Karsten Høgild, Åbyhøj

Sognepræst Karsten Høgild, Åbyhøj

Præsteklumme:

At sige folk et par sandheder

Af
sognepræst Karsten Høgild

Åbyhøj

Nogle gange synes vi, at vi skal sige folk et par sandheder. Når vi bruger det udtryk, så handler det måske mest om at hævde sig eller køre andre over. Det sker tusindvis af gange dagligt på de sociale medier, hvor en uhyre barsk debatkultur kan råde, fordi nogle åbenbart mener at kunne tillade sig lidt af hvert, bare fordi vi ikke står over for hinanden. Meningsdannere i mange forskellige sammenhænge kan berette om shitstorms og trusselsbreve, så man tror, det er løgn.

Hvordan omgås vi hinanden, og hvordan omgås vi sandheden? I familien, på arbejde, med naboen? Og findes der mon ikke en ordentlig måde at fortælle folk et par sandheder på? Det skulle jeg mene, at der gør. Vi må åbent kunne bekende kulør – også når vi taler om det, der er svært eller med nogle, som vi er lodret uenige med. Vi må kunne sige sandheden med både respekt og omtanke for vores modpart.

Et kristent livssyn indgyder os mod til at tale oprigtigt og frimodigt med hinanden. Til at sige det højt, som vores samvittighed hvisker os i øret. Det, som vi synes, frem i lyset. Det skal vi ikke gå og putte med, for sandheden skal gøre jer frie, siger Jesus et sted. Kun ved at forholde os til sandheden, kun ved at se realiteterne i øjnene, kun ved at sige tingene højt, kan tingene forandres til det bedre.

Men et kristent livssyn holder os også fast på, at min modpart har lige så meget ret til at være her, som jeg har. Ja, vi deler fælles vilkår i al vores forskellighed.

Publiceret 14 July 2018 07:00

SENESTE TV