Præsteklumme: Big Bang og evigt liv

Af
Laura Gylden-Damgaard

sognepræst i Egå Kirke

Præsteklumme Tirsdag den 17. marts, 2010, klokken 16.57 blev vores verden ændret for altid. Da kom en lille rødhåret lækkerbisken nemlig til verden. Vores første barn. Jeg gik fra at være datter, søster og kone til lige pludselig også at være det største af det hele: MOR! Sammen gik vi fra at være par til at være en familie. Fra at bruge to minutter på at komme ud af døren til at have fornemmelsen af at skulle pakke til et længere weekendophold, hver gang vi skulle i Rema! Vi var møgtrætte, moren havde historisk uglet hår, men alligevel havde vi overskud til at kigge på det lille, rynkede væsen med et blik fyldt af forunderlig kærlighed. Hun havde lige der, klokken 16.57, åbnet for nye følelses-sluser og rykket på vores selvcentrede perspektiv. MEN! Heldigvis var der andre på fødestuen, der kiggede på hende med et andet blik. Jordemoderen sørgede for at tjekke hjertelyd, vejrtrækning og reflekser, at få hende målt og vejet og kunne fortælle, at hun havde en apgarscore på 10.

Hver sit blik på det rødhårede barn. To sprog om ét menneske. Kærlighedens og videnskabens. Og hendes liv afhang af at blive kigget på med begge sæt øjne.

Nogle måneder senere blev hun døbt. Den dag blev der slået korsets tegn både for hendes ansigt og hendes bryst. For fornuften og for følelserne. For et liv i balance mellem flere perspektiver. Siden dengang har vi da også selv forsøgt at give det rødhårede barn flere perspektiver eller tydninger af verden med sig. Vi har hængt plakater af solsystemet og Noahs ark op på hendes værelse. Vi har fortalt om Big Bang og håbet om, at oldemor er i himlen. Fordi livet er for stort til at blive proppet ind i en snæver firkant med kun ét perspektiv. Godt nok har vi mennesker en kæk tendens til at tro, at vi med vores 1.300 grams-hjerne kan få helt styr på alt, hvad der sker på overfladen af vores 5.973.700.000.000.000.000.000.000 kilo store planet. Men altså - ikke alt er sagt med videnskaben. Ligesom alt ikke er sagt med troen. Vi har brug for begge perspektiver. Livet ikke er sort-hvidt, men fuld af nuancer.

Vi er i hvert fald stadig glade for, at sundhedsplejersken måler og vejer den rødhårede 8-års pige en gang om året, at lægen lytter på lungerne, når hun hoster, mens vi samtidig ufortrødent fortsætter med at kigge på hende med et blik fyldt af forunderlig kærlighed. Begge dele holder hende i live…

Publiceret 14 July 2018 08:00

SENESTE TV