Viby: Salling giver millioner til miljørigtigt projekt med folk, der ikke kan arbejde på fuld tid

Projektets formål er at sikre genbrug af gammelt it-udstyr, samt skabe arbejdspladser og jobtræningsmuligheder for folk med nedsat arbejdsevne

Af
Martin Jørgensen

Gamle pc’er, printere og mobiltelefoner fra private hjem og virksomheder bliver de kommende år omdrejningspunktet for et nyt og bæredygtigt projekt i Huset Venture i Viby.

Den socialøkonomiske virksomhed på Skanderborgvej har modtaget en donation fra Købmand Herman Sallings Fond på 4,6 millioner kroner til at etablere projektet, hvor ansatte med nedsat arbejdsevne, eksempelvis på grund af sygdom eller handicap, skal skille brugt it-udstyr ad og sælge det videre som kobber, jern, reservedele eller opdateret it-udstyr.

Bæredygtige foretagende

"Det er dobbelt op på bæredygtighed. For ikke nok med at der tages hensyn til miljøet, så indebærer projektet også social bæredygtighed, da de ansatte får en reel mulighed for ansættelse, ligesom der også er jobtræning i projektet," påpeger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond.

"Vi er glade for, at vi kan støtte et projekt som dette, der skal være bæredygtigt på flere områder. Et projekt, som helt konkret kan gøre en forskel i hverdagen. Huset Venture arbejder i forvejen på at skabe arbejdspladser til den store gruppe af mennesker, der ikke kan arbejde på fuld kraft, men som stadig indeholder masser af ressourcer og virkelyst," siger Jens Bjerg Sørensen og tilføjer, at det nye it-genbrugsprojekt vil være en del af fremtidens cirkulære økonomi.

Driftsikker forretningsmodel

Foreløbig er projektet sat til at vare de næste to et halvt år, hvor Huset Venture skal forsøge at etablere en driftssikker forretningsmodel. Det brugte it-udstyr ventes at kunne indsamles fra private hjem eller virksomheder, som bortdonerer udstyr, der ikke længere er i brug.

Til en start vil it-genbrugsstationen holde til i Huset Ventures Aarhus-afdeling på Skanderborgvej, men ambitionen er på sigt at brede projektet ud til de øvrige afdelinger i Storkøbenhavn, Ringkøbing og Kolding, så modellen bliver landsdækkende.

"Salling Fondene viser et meget stort samfundsmæssigt ansvar med denne donation. Vores ansatte bliver mennesker med nedsat arbejdsevne og gerne ufaglærte, ligesom der vil blive tilkoblet pladser til jobtræning af mennesker i afklaring. Dette er den sociale bæredygtighed, og herudover kommer hele den miljømæssige del, der handler om genbrug af den utrolige mængde it-udstyr, som i dag bare smides ud," siger Inge Bak, administrerende direktør i Huset Venture.

Publiceret 13 July 2018 06:00

SENESTE TV