Politiet modtog flere klager over høj musik fra studenterfester. Arkivfoto

Ældrerådmand i Aarhus vil hjælpe byens kommende studerende med at finde bolig

Flyt i ældreboliger: Ny hjælp til unge i bolignød

Unge studerende i bolignød i Aarhus kan ved studiestart flytte ind i 56 tomme ældreboliger rundt omkring i byen. Som en del af lejemålet vil de unge blive tilbudt at indgå i frivillige fællesskaber med ældre naboer

Det er ingen hemmelighed, at der ekstra rift om en bolig i Aarhus, når tusindvis af unge studerende skal finde en plads til en seng, sofa og skrivebord inden studiestart. I år er ingen undtagelse, og det har fået rådmand Jette Skive til at komme de unge til undsætning. Hun har nemlig sikret, at Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune kan tilbyde mange unge studerende at leje en ældrebolig midlertidigt. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

"Vi har lige i øjeblikket tomme ældreboliger, som ikke kan lejes ud til ældre mennesker af forskellige grunde som for eksempel manglende elevator. Når de unge samtidig mangler et sted at bo, så er jeg glad for, at vi kan hjælpe dem," siger Jette Skive, rådmand hos Sundhed og Omsorg, i pressemeddelelsen.

Der er plads til en til to studerende i ældreboligerne, og de kan søges nu på kollegiekontorets hjemmeside og lejes fra 1. september. Lejemålene er midlertidige med varighed i op til to år. På sigt er der planlagt renovering eller lignende af boligerne.

Erfaringer fra TV-program

Sundhed og Omsorg håber desuden, at de unge studerende vil lave frivillige aktiviteter med deres ældre naboer eller de ældre på lokalcentret.

"Det var jo fantastisk også at se i DR-programmet '180 dage på plejehjem', som blev optaget på Plejehjemmet Abildgården, hvordan unge og ældre mennesker har gavn af hinanden. Nu får endnu flere unge og ældre mulighed for at få mere ud af hinanden, blive besøgsven, stege skumfiduser over bål eller tage en cykeltur rundt i byen," fortsætter Jette Skive i pressemeddelelsen.

Hos Socialdemokratiet i Aarhus kommune er der begejstring over tiltaget.

"Vi synes i Socialdemokratiet, det er en god ide at koble disse to ting (boligsøgende og ledige ældreboliger) og i en aftalt periode leje ældreboligerne ud til de unge. Det er vigtigt at få en god studiestart. Samtidig støtter vi også varmt Sundhed og Omsorgs opfordring til, at de unge har fælles aktiviteter med de ældre beboere," lyder det fra Lone Hindø, sundhedsudvalgsformand hos Socialdemokratiet, i en pressemeddelelse.

jwh

Fakta

Boligerne kan lejes fra 1. september

Boligerne er placeret på Hejredalsvej, Skovvangsvej, Torpevænget, Jyllands Allé, Marselis Boulevard og P.P. Ørums Gade.

Boligerne kan søges på www.ungdomsboligaarhus.dk.

Publiceret 10 July 2018 14:00

SENESTE TV