Fodboldskole i Gellerup:

"Ingen skal frelses - vi skal bare have det sjovt"

55 piger og 55 drenge deltog i år på DBU's særlige fodboldskole i Gellerup

Af
Louise Nyvang Burmeister

Alder, rådmandstitel, hudfarve, hvid AGF-trøje eller rød og hvid DBU-trøje - det er fuldstændig ligegyldigt denne onsdag formiddag på kunstgræsbanerne i Gellerupparken.

110 børn og unge deltager i DBU's særlige Get2 fodboldskole i uge 27, og de har for en stund fået fint hjælpetræner-besøg af rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Kristian Würtz (S). Bolden ruller, og det hele handler kun om mål, finter og 'hvor mange man kan tage med fødderne'.

"Jeg blev inviteret herud og kunne ærligt talt ikke forestille mig noget bedre sted at være sådan en onsdag formiddag her," siger Kristian Würtz, der er klædt i AGF-trøje, shorts og kondisko.

"Det er en god mulighed for at snuse til stemningen herude, få en snak med de frivillige og få en fornemmelse af, hvordan det går. En politiker skal være i øjenhøjde, og så nyder jeg også at være med til at bakke op om projektet," siger rådmanden, der ikke havde noget problem med at 'tage 10 med fødderne'.

Jongleringen er heller ikke noget problem for fodboldglade, 19-årige Nagin Ravand, der er frivillig leder på Get2 fodboldskolen, hvor halvdelen af de deltagende er piger.

"Det er dejligt at se frugten af det arbejde, vi gør for at få flere piger til at spille fodbold. Nu får Fatima også noget til fælles med Maria efter sommerferien, fordi de begge har været på fodboldskole. På den måde er det her større end boldspil. Det er med til at bygge bro," siger Nagin Ravand og sætter næste øvelse i gang for pigerne.

En af de ivrige fodboldspillere er 13-årige Julla Chafei, der er med for anden gang.

"Det er rigtig hyggeligt og spændende at være her. Her får man mulighed for at blive en bedre fodboldspiller og lære en hel uge," siger Julla Chafei og hiver stolt ud i DBU-trøjen, der er det synlige bevis på, at man har deltaget:

"Så hyggeligt, at man beholder den her."

Ind i foreningslivet

Kunstgræsbanen i Gellerupparken var et af de allerførste synlige bevis på forandringer i det udsatte boligområde, da den blev indviet i 2015.

"At have den her bane til at spille fodbold på året rundt er bare rigtig vigtigt. Det samler folk på tværs af alle mulige skel og får de unge ind i foreningslivet," siger Kristian Würtz.

Netop ideen med at få flere unge fra udsatte boligområder ind i fodboldklubber er tanken bag DBU's Get2 fodboldskoler.

Halvdelen af deltagerne på DBU's Get2 fodbold i Gellerup er piger.

Halvdelen af deltagerne på DBU's Get2 fodbold i Gellerup er piger.

I år er der 110 deltagere, men der kunne have været langt flere. Interessen for at deltage er kæmpestor både blandt drenge og piger. Det glæder den lokale fritids- og ungdomsskoleleder, Anders Glahn:

"Vi kan se, at børn, der kommer fra familier, hvor der ikke er det store overskud, virkelig får glæde af fodbolden. Det er en dannende og disciplinerende faktor. Og det fællesskab, de oplever, både på holdet, men også i forhold til at mor eller far hjælper til, er vigtigt," siger Anders Glahn, der også understreger vigtigheden af, at det her en fodboldskole nøjagtig ligesom alle andre.

"Her skal de ikke frelses, men de skal bare have det sjovt. Og måske en dag bliver de en del af noget større. Måske et VM," lyder det fra den lokale leder.

DBU vurderer generelt, at omkring en tredjedel af de børn og unge, der deltager i den ugelange fodboldskole i sommerferien, fortsætter i en klub efterfølgende.

Get2 fodbold

DBU har siden 2011 afviklet særlige fodboldskoler – de såkaldte Get2 fodboldskoler – for børn, der bor i belastede områder. Brugerbetalingen på Get2 fodboldskoler er lavere end normalt, og målet er at give børnene en sommeruge fuld af oplevelser samt at inkludere og fastholde dem i dansk foreningsidræt.

DBU har siden 2011 afviklet særlige fodboldskoler – de såkaldte Get2 fodboldskoler – for børn, der bor i belastede områder. Brugerbetalingen på Get2 fodboldskoler er lavere end normalt, og målet er at give børnene en sommeruge fuld af oplevelser samt at inkludere og fastholde dem i dansk foreningsidræt.

Publiceret 09 July 2018 06:00

SENESTE TV