Merete sælger brugte brudekjoler:

Hvorfor skal de samle støv i et skab?

Merete Martin Jensen har åbnet 'Vintage Brides' i sit eget hjem i Lystrup men drømmer om større lokaler til genbrugsbrudekjoler

Af
Kim Skovrup Andersen

På Kærløkken 2 i Lystrup har Merete Martin Jensen sin helt egen brudekjole-samling. Hun har netop startet op som selvstændig med firmaet 'Vintage Brides'. Med showroom i eget hjem.

For hvorfor skal ens brudekjole egentlig samle støv i et skab?

"Idéen opstod, da jeg tilfældigvis så noget lignende på Instagram, og dér sagde jeg til mig selv: "Sådan en butik mangler vi altså i Aarhus". Jeg har altid gået ind for genbrugstanken. Jeg synes, det er synd og ærgerligt, at tøj i det hele taget og især dyre brudekjoler kun skal bruges én gang. Både ressourcemæssigt og miljømæssigt men også økonomisk, for man kan da lige så godt spare nogle penge, hvis det er muligt," siger Merete Martin Jensen, som er 55 år gammel.

'Vintage Brides's koncept er, at kjolerne bliver solgt på kommisionsbasis. Det vil sige, kunden får 60 procent af salgsprisen, mens de resterende 40 procent tilfalder Merete Martin Jensen. Selve kommisionsaftalen løber i seks måneder.

Nem måde

"Det er det, jeg synes, er smart. Jeg skal ikke købe kjolerne, så derfor er det en nem måde at springe ud som selvstændig på ved at have denne her kommision. Det eneste, jeg har brugt penge på er giner, stativer og bøjler," fortæller hun.

Selv om Lystrup-kvinden allerede her et par uger efter sin opstart har fået en del kjoler ind i sit showroom, er hun stadig på udkig efter brugte brudekjoler, men hun stiller dog nogle krav.

"Brudekjolerne skal højst være fem år gamle med mindre kjolen har et tidsløst design. Så skal de være nyrensede, og det må gerne være designkjoler. Jeg har allerede fået mange brudekjoler ind, og det virker til, at der er en stor interesse," siger Merete Martin Jensen.

Hun har selv været gift to gange og forsøgte faktisk at sælge sin første brudekjole.

"Det kunne ikke lade sig gøre dengang, så jeg endte med at forære den væk. Men det var en anden tid dengang, og i dag er der flere muligheder," siger hun.

Hvis man kaster et blik på Danmarks Statistik er der også umiddelbart en fin mulighed for at gøre en god forretning. For her viser tallene, at der en stabil udvikling inde for kirkelige vielser og en skilsmisseprocent, som ligger ret fast omkring de 50 gennem de seneste fem år.

Kæmpe potentiale

"Der er ingen tvivl i mit sind, at der er et kæmpe potentiale, og jeg skal bare fortsætte med at være opsøgende, så skal der nok komme gang i butikken. Og så vil jeg gerne deltage i nogle bryllupsmesser," lyder det fra Merete Martin Jensen., som også har planer om at udvide med sko og andet bryllupstilbehør. Og hvis det går rigtig godt med konfirmationskjoler og gallakjoler.

"Jeg håber virkelig, det bliver så stor en succes, at jeg skal ud og leje butikslokaler sidst på året," siger den nystartede iværksætter.

Læs mere om Vintage Brides her

Publiceret 08 July 2018 06:00

SENESTE TV