Tog springet fra Harlev til London:

Ulla skaber modetøj af colaflasker

Ulla Vitting Richards fra Harlev driver i dag egen tøjvirksomhed fra London med fokus på bæredygtighed

Af
Louise Nyvang Burmeister

Genbrugte Coca Cola flasker er blevet til en sommerkjole. Ud af den smeltede plastik er der kommet polyesterstof med print. Ulla Vitting Richards viser sin kjole frem solskinnet i Harlev.

Her er hun for et par dage tilbage i barndomsbyen, hvor moderen stadig bor. Inden turen igen går til London, hvorfra hun i dag driver sin dametøsjvirksomhed Vildnis. Hun skaber modetøj, der både er fremstillet under gode arbejdsforhold, men også skabt af bæredygtige materialer.

Efter 13 år i modebranchen i London tog hun sidste år springet ud i livet som selvstændig.

"Jeg har set rigtig mange ting i modeverdenen. Jeg har besøgt mange fabrikker. Og der har været nogle triste historier ind imellem," siger 43-årige Ulla Vitting Richards.

Lige siden hun blev uddannet på Teko-centret i Herning har hun været bevidst om, hvor meget især bomuldsindustrien men også andre tekstiler forurener.

"Måske hænger det sammen med, at jeg er blevet ældre, men jeg er i hvert fald begyndt at tænke meget mere over, hvilken verden vi efterlader til kommende generationer," siger Ulla Vitting Richards, der i 2013 skiftede Madsen ud med Richards, de hun giftede sig med en englænder.

Hun foreslog sin daværende arbejdsgiver i London at man skulle stille endnu højere krav til bæredygtighed.

"Men det ville de ikke. Deres kundegrupper var ikke interesserede i bæredygtighed, mente de. Det førte til, at jeg sagde mit job op," fortæller Ulla.

Tog af sted uden plan

Hendes 30-års fødselsdag satte i sin tid gang i hele udlandseventyret.

"Jeg fik en minikrise, da jeg fyldte 30. En mindre nedsmeltning. Jeg havde egentlig et godt job som indkøber hos Dansk Supermarked. Jeg havde lige købt lejlighed i Aarhus. Men jeg kunne bare ikke se, hvor det skulle føre hen."

Efter en ferietur til London besluttede hun, at derovre skulle tilværelsen fortsætte.

"Så tog jeg ud til min mor i Harlev og sagde: 'Nu ved jeg, hvad jeg vil. På mandag siger jeg mit job op og flytter til London.' Bagefter kørte jeg ud til min veninde. Hun er stadig sur over det," griner Ulla.

Der skulle gå et år, før hun fik sit første faste job i den engelske hovedstad.

"Det var dødhårdt i begyndelsen. Jeg tjente ingen penge. Huslejen var tårnhøj. Jeg begyndte at overveje at tage hjem, og så var jobbet der pludselig. Meget lavtlønnet, men det blev mit springbræt. Og efter fem år landede jeg mit første job som indkøber," fortæller Ulla.

Hun blev sidenhen indkøbschef for Sweaty Betty, og efter nogle år tog hun lederuddannelsen Executive MBA. Tre måneder inden den afsluttende opgave, sagde hun sit job op og i stedet for at skrive om Sweaty Betty, skrev hun om bæredygtig mode.

Fik en god start

I dag godt et år efter, hun har lanceret sin tøj-webshop, ser det ud til, at hun har ramt rigtigt.

"Vores opstart gik langt bedre end forventet. I efteråret røg vi desværre ind i problemer med en leverandør, der svigtede. Men nu har vi fået nye leverandører, og kunderne er der og vender tilbage," siger Ulla, der foreløbig er den eneste, der arbejder fuldtid i firmaet.

I bestyrelsen får hun hjælp fra sin mand, sin søster og en tidligere kollega.

"Drømmen er, at vi kan vokse os så store, at vi bliver et kendt mærke, der kan gøre en forskel i forhold til at fremme bæredygtige materialer."

Ifølge iværksætteren burde al mode være bæredygtig.

"Som brand har man et ansvar for at tilbyde kunden det bedste. Den holder ikke at sige, at kunden ikke er interesseret, så vi laver det ikke. Men mit håb er da også, at forbrugerne stiller højere krav til det, de køber."

Vildnis stiller krav til både arbejdsforholdene og materialerne, der anvendes.

"Arbejderne skal have en løn, man kan leve for, og ikke bare mindstelønnen, for den kan man altså ikke leve af alle steder i verden," siger direktøren, der får fremstillet tøjet på fabrikker i Portugal og Indien.

"Vi tjekker, at de har certificeringerne i orden i forhold til, at stofferne skal være 100 procent økologiske. Eller lavet af genbrugte materialer."

Det dansk-engelske ægtepar har brugt deres sparepenge på virksomheden, og har givet det et par år til at give 'et fornuftigt overskud'.

"På et tidspunkt kommer der forhåbentlig en løn til mig," lyder det optimistisk fra iværksætteren.

Publiceret 07 July 2018 11:00

SENESTE TV