Den Uendelige Bro giver ringe i vandet helt til Holland

Glaskunstner Annie Hjort fra Brabrand udstiller lige nu værker i dette års europæiske kulturhovedstad

Af
Louise Nyvang Burmeister

Den Uendelige Bro giver nu efterdønninger i den hollandske by Leeuwarden, der i år er Europæisk Kulturhovedstad.

Den aarhusianske kunstner Annie Hjort har med inspiration fra den runde Aarhus-bro skabt glasværker, der lige nu udstilles i den nordhollandske by.

Værkerne 'Circular Boardwalk' bliver en del af en bredere kunstudstilling, som hollandske Galerie Doet står for.

Annie Hjort fik en henvendelse fra galleriet efter, at galleristen havde været i Aarhus sidste sommer, da den jyske storby var Europæisk Kulturhovedstad og set glasværkerne udstillet på Art Gallery PS i Mejlgade.

"Broen er blevet et symbol på uendelighed og cirkularitet. Et symbol på, at vi også skal give noget videre og huske, at det hele hænger sammen. Jeg bliver mere og mere berørt af at høre om klimaforskere, der ikke bliver taget alvorligt. Jeg er glad for, at jeg med en lille flig kan være med til at sætte fokus på det," siger Annie Hjort, der for tiden også har værker med på en større klimaudstilling, der turnerer blandt firmaer som er klimapartnere med kommunen.

Glaskunstneren får inspiration af at bevæge sig rundt i naturskønne områder, og hun behøver ikke at gå langt. I hjemmet på Engdalsvej 96, hvor hun har sit værksted, er hun omgivet af store grønne arealer og har Brabrand Sø tæt ved.

"Jeg har altid været glad for havet og nyder at bo så tæt ved naturen. Vi har også naturpleje her, med græssende kreaturer," fortæller Annie Hjort, der bruger flere lag af glas i sine værker.

Ind i mellem lagene drysser hun sand, tang eller skaber små bobler. Farverne skaber hun ved at drysse pulveriseret glas henover. Til sidst brændes glasset i ovnen ved 800 til 1.000 grader over to dage.

"Ligesom stemninger i naturen er der aldrig to værker, der bliver helt ens," siger Annie Hjort.

En populær vielsesgave

Værkerne 'Circular Boardwalk' har også været populære bryllupsgaver, da der sidste år og i år er mulighed for at blive viet på Den Uendelige Bro.

"Jeg synes jo, det er den perfekte bryllupsgave," griner Annie Hjort.

Broen, der er lavet i træ på en lasercutter, nærmest svæver over glasset, fordi den sidder fast på klar glas.

Annie Hjort har kun planer om at lave 50 udgaver af værket.

"Så må det være det. Så kan det være, at jeg skal lave spiral himmelbroer, der går op mod skyerne," siger kunstneren, der også i Holland udstiller flere mindre værker i serien 'Hav, ild og is'.

Publiceret 07 July 2018 06:00

SENESTE TV