Aarhus-bandet Monti spiller på dette års Grim Fest.

Aarhus-bandet Monti spiller på dette års Grim Fest.

Første Grim-koncert:

Monti beder alle om at gå amok

Det unge, anmelderroste band Monti spiller for første gang på Grim Fest og har ambitioner om at skabe en fest, hvor alle giver slip

Af
Louise Nyvang Burmeister

Det er ikke mange år siden, at Sebastian Bang Monti var den unge koncertgænger, der stod nede blandt publikum og kiggede forventningsfuld op på de optrædende bands på Grim Fest.

Nu bliver den unge rapper selv den, der bliver kigget drømmende mod lørdag aften på Grim Fest, når han og resten af bandet Monti indtager Bonzaiscenen.

"Jeg håber, vi kan samle ungdommen lørdag aften. Det skal ikke være os, der står og spiller for dem. Men en samlet organisme, der giver fuldstændig slip og går amok," siger Sebastian Bang Monti, der er frontfigur og ophavsmand til bandet.

Den 22-årige aarhusianer fandt i 2016 ud af, at det ikke bare skulle være ham selv, der skulle stå der på scenen og rappe til computerlyd.

"Jeg følte, at der manglede noget. Nu har vi fundet en anden lyd, som jeg langt bedre kan se mig selv i," siger Sebastian Bang Monti.

Det i dag fem mand store band, der har fundet hinanden i det aarhusianske musikvækstlag, har haft fart på siden opstarten. Efter deres første koncert på Pumpehuset i København sammen med andre upcoming bands blev de udvalgt til at spille på Roskilde Festival sidste sommer.

"Det var sindssygt. Jeg fik så mange sommerfugle i maven, da jeg så hvor mange mennesker, der var mødt op. Det var virkelig en følelse af at være den nye dreng i klassen" siger trommeslager Karl-Emil Øgendahl Roldborg, og Sebastian Bang Monti supplerer:

"Det var surrealistisk og en drøm at stå der. Men det var også sjovt, fordi vi kom til at føle os som professionelle musikere, selvom vi på ingen måde var det."

Koncerten var et kvalitetsstempel for bandet, og understregede for medlemmerne, at det er 'et sindssygt vigtigt projekt'.

"Vi satser fuldt ud på det her. Martin begynder på Det Rytmiske Musikkonservatorium, men ellers holder vi igen med uddannelser, og de penge, vi tjener på musikken, investerer vi i projektet," siger Karl Emil Øgendahl Roldborg.

"Den ældre del af min familie har svært ved at forstå, at jeg ikke skal have en uddannelse og et ordentligt arbejde. Men jeg tror, at vores generation er mere tryg ved at tage springet, når der er noget, man brænder for," siger Sebastian Bang Monti.

Gider ikke et hit

Bandet spillede også til Spot Festival i maj, hvor de fik fem stjerner fra musikmagasinet Gaffa, og har lige nu travlt med at lave nye numre.

"Folk siger, at vi skal lave et hit. Men det gider vi ikke endnu," lyder det grinende fra Sebastian Bang Monti og tilføjer:

"Vi laver det, vi føler for. Vi arbejder ikke fokuseret mod ep eller album lige nu. Men synes, det er fedt at udgive singler."

Ifølge bandet kan publikum på Grim Fest godt glæde sig til deres første koncert på Grimhøjvej.

"Vi har fundet en lyd, hvor vi blander organisk musik med elektroniske lydeffekter. Og så giver vi den altid fuld gas," siger Karl-Emil Øgendahl Roldborg.

Frontmanden glæder sig også til at 'være tilbage':

"Grim har givet mig mine første koncertoplevelser. Det er på mange måder hjemligt at komme herud. Jeg vil rigtig gerne give noget af det tilbage," lyder det fra Sebastian Bang Monti.

Hiphopbandet kan opleves 4. august kl. 22.

Mediepartner

Lokalavisen Aarhus er mediepartner på Grim Fest. Lokalavisen vil løbende skrive artikler om festivalen, ligesom redaktionen naturligvis vil være til stede under selve festivalen. Med andre ord, hvis du vil vide alt om Grim Fest, så skal du følge med i Lokalavisen Aarhus og på aarhus.lokalavisen.dk

Publiceret 30 June 2018 11:45

SENESTE TV