Michael Learns To Rock åbner VM i Sejlsport

Det store åbningsshow skydes i gang med det ikoniske Aarhus-band

VM i sejlsport bliver åbnet med manér torsdag d. 2. august ved et stort åbningsshow.

Her står det verdenskendte Aarhus-band Michael Learns to Rock blandt andre klar på scenen, oplyser arrangøren i en pressemeddelelse.

Derudover kan publikum glæde sig til at se den 19-årige, danske popkomet, Alexander Oscar, der også kommer fra Aarhus, samt de 1.500 internationale sejlere, når nationerne bliver præsenteret undervejs i showet på en helt ny måde.

Det føles altid som at komme hjem, når vi spiller i byen

Det store åbningsshow bliver krydret med flere musikalske og kunstneriske overraskelser og VM i Sejlsport åbnes officielt af borgmester Jacob Bundsgaard og Præsident for World Sailing, Kim Andersen.

”VM i sejlsport er andet og mere end sejlsport i topklasse. Det er også en maritim folkefest i verdensklasse. Det er lagt op til en fest for hele byen og de mange gæster. Det er et bredt og alsidigt program med aktiviteter og musik, der viser noget af det bedste Aarhus har at byde på”, siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (RV).

Det musikalske hovednavn er Michael Learns to Rock, som ser frem til begivenheden.

”Vi startede vores karriere i Aarhus, og det føles altid som at komme hjem, når vi spiller i byen. Derfor glæder det os, at Aarhus er vært for en så stor begivenhed som VM i sejlsport, og vi glæder os til at være med, når det hele går i gang,” lyder det fra bandet.

Fem aftener under VM i sejlsport sørger SPOT Festival samtidig for at sætte sommerstemningen på kajen. Her kan gæster blandt andet opleve Inglev & Simonsen m. solister, Northern Assembly, Patrick Dorgan, Love Shop, Sherzandum, Iris Gold, Barselona, Farveblind og Soleima.

Leder af SPOT Festival, Gunnar Madsen, glæder sig over samarbejdet.

"For SPOT giver VM i Sejlsport os mulighed for at præsentere en række artister og bands, der samlet tegner et lille, men bredt udsnit af den unge fremadstormende musikscene i Danmark lige nu - krydret med enkelte mere etablerede indslag. Et stort VM-arrangement appellerer til et stort publikum - vi håber derfor, at musikken vil falde i publikums smag og dermed være med til at bakke op om en unik begivenhed i Aarhus."

Fra d. 3-12 august mellem kl. 10:00 -16:00 kan både børn og voksne se frem til en lang række musikalske indslag, som er kommet i stand i samarbejde med Aarhus Musikskole. Her kan man opleve alt fra et shantykor, der synger sømandsviser til fællessang, skrallebang-underholdning og hatteteater.

Det endelige program med tidspunkter for alle indslag findes på hjemmesiden: aarhus2018.dk/program.

Fakta om VM i Sejlsport:

    Dato: 30. juli - 12. august 2018

    VM afvikles for samtlige 10 olympiske bådklasser på og ud for Aarhus Ø.

    Kitesurfing er tilføjet programmet for første gang.

    VM i Aarhus er den første store udtagelse til OL i Tokyo 2020.

    1100 sejlbåde.

    1500 deltagere fra op mod 90 nationer.

    Hundredvis af gratis maritime aktiviteter for alle.

    En målsætning om 400.000 besøgende til den samlede event.

Publiceret 28 June 2018 10:49

SENESTE TV